Merudgifter til voksne med nedsat funktionsevne

Man kan få hjælp til dækning af nødvendige merudgifter som følge af et varigt handicap.

Merudgiftsydelsen til voksne er reguleret i servicelovens § 100.

Betingelser for hjælp til dækning af merudgifter

Der kan gives støtte til dækning af merudgifter til borgere mellem 18 år og folkepensionsalderen, som har varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Ved ”varig funktionsnedsættelse” forstås en varig lidelse, hvis konsekvenser er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger.

Det er kommunen, der træffer afgørelse om dækning af nødvendige merudgifter.

Formålet med hjælp til dækning af merudgifter

Formålet er at medvirke til, at borgeren og dennes familie kan leve et almindeligt liv som andre på samme alder og i samme livssituation.

Endvidere er formålet at give borgeren mulighed for selv at tilrettelægge, hvordan behovet bedst kan dækkes.

Udmåling af hjælp

Merudgiftsydelsen bliver udmålt ud fra størrelsen af den enkelte borgers sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter som følge af funktionsnedsættelsen.

Merudgifterne vedrører såvel løbende udgifter som enkeltudgifter.

For at komme ind i ordningen skal der være sandsynliggjorte merudgifter på mindst 6.288 kr. pr år, svarende til 524 kr. om måneden (2016-priser).

Eksempler på merudgifter, som man kan få hjælp til

Det er ikke muligt at lave en udtømmende liste over, hvilke merudgifter der kan gives hjælp til. Der kan ofte være tale om komplicerede situationer, som opstår på grund af den varigt nedsatte funktionsevne. 

Eksempler på merudgifter, som borgeren kan få hjælp til:

  • Medicin – hjælp til den del af egenbetalingen af den tilskudsberettigede medicin, der ikke dækkes efter sundhedsloven.
  • Transport til og fra arbejde eller uddannelse og i fritid.
  • Handicaprettede kurser.

Ophold i udlandet

Borgeren kan tage sin merudgiftsydelse med til udlandet i op til en måned uden at søge kommunen om det forinden. Hvis opholdet i udlandet er længere end en måned, skal man søge kommunen om at tage merudgiftsydelsen med, før man rejser.

Ophold i udlandet kan fx være kortvarige ferieophold eller nødvendig behandling, som borgeren ikke kan få her i landet.