Anbringelser uden for hjemmet

Når børn og unge anbringes uden for hjemmet, kan det ske både med og uden samtykke fra forældrene og den unge, der er fyldt 15 år.

Hvornår bliver et barn eller en ung anbragt?

Anbringelse uden for hjemmet er en af de hjælpeforanstaltninger, kommunen efter serviceloven kan sætte i værk, når et barn eller en ung har brug for særlig støtte.
Anbringelse udenfor hjemmet skal ske, når det vurderes, at det er den foranstaltning, der vil være den mest formålstjenlige i forhold til barnets eller den unges behov for hjælp, på baggrund af den børnefaglige undersøgelse, kommunen har foretaget.

Du kan læse mere om den børnefaglige undersøgelse her.

I særlige tilfælde kan anbringelsen ske akut eller foreløbigt, og dermed sideløbende med, at den børnefaglige undersøgelse foretages.

Frivillig anbringelse

En frivillig anbringelse af et barn eller en ung kommer i stand på baggrund af et samarbejde og enighed mellem forældremyndighedens indehaver og kommunen. Hvis der er tale om en ung over 15 år, skal den unge også give samtykke til anbringelsen uden for hjemmet.

Anbringelse uden samtykke (tvangsanbringelse)

Et barn eller en ung kan kun anbringes uden for hjemmet uden samtykke, hvis der er åbenbar risiko for, at et barn eller en ungs sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af utilstrækkelig omsorg eller behandling, overgreb, misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder eller adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge.

Beslutningen om anbringelse uden for hjemmet træffes af børn og unge-udvalget i kommunen.

Både forældremyndighedens indehaver og børn og unge, der er fyldt 12 år, har ret til gratis advokatbistand under behandlingen af sager om anbringelse uden samtykke.

Forældremyndighedens indehaver og et barn eller en ung, der er fyldt 12 år, kan klage over børn og unge-udvalgets afgørelse til Ankestyrelsen.

Du kan læse mere om klagebehandling her.

Du kan også læse mere om behandlingen af din klage på Ankestyrelsens hjemmeside.

Ankestyrelsen har også en hjemmeside for børn og unge over 12 år, der har en sag under behandling i Ankestyrelsen. Du kan læse mere her.

Samtale med barnet eller den unge

Inden der træffes afgørelse om en anbringelse uden for hjemmet i forhold til barnet eller den unge (eller ophør af en anbringelse) skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge, for at afdække barnets eller den unges holdning til den påtænkte afgørelse.

Samtalen kan finde sted uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver og uden dennes tilstedeværelse, når hensynet til barnets eller den unges bedste taler for det.

Kommunen kan dog undlade at afholde denne samtale, hvis der umiddelbart forinden er gennemført en samtale med barnet eller den unge i forbindelse med den børnefaglige undersøgelse. Samtalen kan også undlades, hvis barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler i mod at man gennemfører en samtale. Hvis det er tilfældet, skal kommunen på anden vis forsøge at tilvejebringe barnets holdning til den afgørelse, kommunen overvejer i forhold til barnet eller den unge.

Valg af anbringelsessted

Kommunen skal vælge det konkrete anbringelsessted i overensstemmelse med barnets eller den unges handleplan. Det betyder, at kommunen ud fra det beskrevne formål med og mål for anbringelsen skal vælge det anbringelsessted, der bedst kan imødekomme barnets eller den unges behov for hjælp og støtte.

Kommunen skal også lægge vægt på anbringelsesstedets mulighed for at tilbyde nære og stabile voksenrelationer, og herunder også, om en plejefamilie kan være det mest hensigtsmæssige for barnet eller den unge.

Hvis det barn eller den unge, der skal anbringes, har søskende, der også er anbragt eller skal anbringes, skal kommunen vælge samme anbringelsessted med mindre, at børnenes behov eller andre forhold taler i mod det.

Anbringelsessteder for børn og unge kan være:

  1. Plejefamilier
  2. Kommunale plejefamilier
  3. Netværksplejefamilier
  4. Egne værelser, kollegier eller kollegielignende opholdssteder
  5. Opholdssteder for børn og unge
  6. Døgninstitutioner – og herunder også delvis lukkede døgninstitutioner

Et anbringelsessted skal være godkendt af socialtilsynet. Når der er tale om plejefamilier, der alene er konkret godkendt til et eller flere bestemte børn, og dermed også netværksplejefamilier, skal plejefamilien dog være godkendt af kommunalbestyrelsen i den anbringende kommune.