Ny lov om voksenansvar over for anbragte børn og unge

05-11-2015Udsatte børn og ungePressemeddelelser

Regeringen og partierne bag satspuljeaftalen for 2016 er i dag blevet enige om at indføre en ny lov, der sikrer klare rammer for anbringelsesstedernes voksenansvar over for anbragte børn og unge. Initiativet bygger bl.a. på Magtanvendelsesudvalgets anbefalinger.

Det skal være helt tydeligt, hvornår voksne på anbringelsessteder må anvende magt over for et barn eller en ung. Derfor er regeringen blevet enig med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om at skabe klare rammer for voksenansvar over for anbragte børn og unge.

 

Som en del af aftalen fremsættes der lovforslag i Folketinget om nye, klarere regler om voksenansvar. Formålet er bl.a. at styrke de anbragte børn og unges retssikkerhed og retssikkerheden for medarbejderne på anbringelsesstederne.


Aftalen indeholder herudover en begrænset udvidelse af de nuværende muligheder for at anvende magt over for et barn. Det skal sikre, at medarbejderne på anbringelsesstederne har de redskaber, der skal til for at støtte de anbragte børn og unge i deres udvikling og trivsel og i den socialpædagogiske behandling.

 

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

 

Når vi skal hjælpe anbragte børn og unge bedst muligt, er det helt afgørende, at medarbejderne på anbringelsesstederne ved, hvornår de kan og må gribe ind og sætte grænser for børnene og de unge. De voksne skal vide, hvordan de bedst drager omsorg og hjælper dem på vej videre i livet. Derfor er jeg meget glad for, at satspuljepartierne sammen med mig har påtaget sig at sikre klare rammer for voksenansvaret for anbragte børn og unge.

Karen Ellemann

 

Aftalen indeholder også en række aktiviteter, der skal hjælpe med at få implementeret de kommende regler i praksis. Det drejer sig bl.a. om undervisningsmateriale målrettet relevant fagpersonale. Undervisningsmaterialet vil skulle have fokus på, hvordan børn og unges rettigheder sikres, og hvordan magtanvendelse forebygges og håndteres. Der vil herudover skulle udarbejdes informationsmateriale til anbragte børn og unge om deres rettigheder.

Det forventes, at lovforslaget om voksenansvar for anbragte børn og unge bliver fremsat i første kvartal 2016 med henblik på ikrafttræden 1. januar 2017. 

Yderligere oplysninger