Vestager vil gøre det nemmere at stille op til folketingsvalg

30-06-2013
Pressemeddelelse Valg og folkeafstemninger

Det er muligt at udforme et system, hvor nye partier indhenter og indsamler vælgererklæringer digitalt frem for med papir, som det sker i dag. Det konkluderer Økonomi- og Indenrigsministeriet efter at have undersøgt sagen. På den baggrund vil Margrethe Vestager nu arbejde for at digitalisere processen med vælgererklæringer, hvilket vil gøre det nemmere for nye partier at blive opstillingsberettigede.

Økonomi- og Indenrigsministeriet har undersøgt, om det er muligt at forenkle og digitalisere proceduren for indsamling af vælgererklæringer. Konklusionen er, at det er muligt.

For at et parti kan stille op til folketingvalg, skal det indsamle over 20.000 vælgererklæringer. Den nuværende procedure for at indsamle erklæringerne kræver papir, blyant og frimærke og har været kritiseret af bl.a. nye partier for at være for bøvlet og dyrt.

På baggrund af undersøgelsen vil økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager nu arbejde for at digitalisere proceduren, så vælgere kan underskrive vælgererklæringer hjemmefra via internettet. Det vil gøre det nemmere for nye partier at blive opstillingsberettiget til folketingsvalg.

Margrethe Vestager siger:

Det er vigtigt, vi moderniserer, så vores demokrati følger med udviklingen. Og det er vigtigt, at alle har mulighed for at deltage i demokratiet ved at stille op til folketingsvalg – uanset for eksempel økonomiske forudsætninger. I dag møder partierne ikke kun vælgerne på gaden, men også via partiernes hjemmesider og de sociale medier. Derfor virker det underligt at kræve af vælgerne, at de skal ned til postkassen med et brev, hvis de vil bakke op om, at et parti kan stille op til folketingsvalg. Jeg håber, de andre partier er med på at digitalisere vælgererklæringerne.

- Margrethe Vestager

Der arbejdes for, at det nye system kan træde i kraft fra 1. januar 2015, forudsat der er flertal i Folketinget. 

Fakta om vælgererklæringer

  • Hvis en vælger i dag vil underskrive en vælgererklæring, skal han først skrive under på en papirerklæring til partiet, som så sender erklæringen til vælgerens bopælskommune. Herefter kontrollerer bopælskommunen, at vælgeren har ret til at stemme og sender erklæringen retur til vælgeren. Herefter skal vælgeren sende erklæringen retur til partiet – igen på papir – og så er erklæringen i mål.
  • Det er muligt at digitalisere og forenkle proceduren ved brug af eksisterende teknologi, f.eks. NemID. På den måde bliver vælgererklæringen underskrevet og vælgerens stemmeret kontrolleret automatisk uden at komme omkring kommunen. Det har også den fordel, at vælgeren ikke behøver oplyse sit CPR-nummer til partiet, sådan som vælgeren skal i dag.
  • Hvis proceduren bliver digitaliseret, vil der blive iværksat en alternativ procedure for vælgere, der ikke har mulighed for at anvende det digitale system.

Kontakt