Stor interesse for offentligt-privat samarbejde (OPP)

02-10-2013
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

Otte kommuner og fire regioner har netop fået tilsagn om dispensationer for samlet 400 mio. kr. fra den såkaldte OPP-pulje i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det betyder, at kommunerne og regionerne kan undgå en del af deponeringskravet, når de iværksætter de nye anlægsprojekter som offentlige-private samarbejder. Interessen for OPP-projekterne er stor og også større end i de første år med puljerne til fremme af OPP-projekter.

Både kommuner og regioner er kommet godt i gang med at iværksætte projekter, hvor bl.a. nye hospicepladser, multihaller og museer bliver opført i samarbejde mellem det offentlige og det private, dvs. som såkaldte OPP-projekter.

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har i dag sendt besked til otte kommuner og fire regioner om, at de er bevilget støtte fra Økonomi- og Indenrigsministeriets OPP-pulje. Det betyder, at kommunerne og regionerne kan gå i gang med deres OPP-projekter uden at deponere hele anlægssummen, sådan som reglerne ellers kræver.

Interessen for OPP-projekter er blevet klart større ift. de første år, hvor der blev afsat OPP-puljer til fremme af offentlige private samarbejder i kommunerne og regionerne.

Kommunerne får deponeringsfritagelser og lånedispensationer for samlet 146 mio. kr. til OPP-konstruktioner. Konkret er det bl.a. etablering af nyt sundhedshus, ny skole og til nye kultur- og idrætsfaciliteter. Regionerne får en samlet deponeringsfritagelse på 250 mio. kr. til bl.a. at styrke psykiatrien, udvide stråleterapien på et sygehus og oprette nye hospicepladser. 

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager siger:

Samarbejdet mellem det offentlige og de private kan være en af vejene til at skabe innovation og bedre eller mere velfærd for de samme penge, fordi private virksomheder nogle gange kan byde ind med nye ideer eller viden, som det offentlige ikke ligger inde med. Derfor er det godt, at både kommuner og regioner har mod på at give sig i kast med nye fælles projekter, efter interessen for OPP-projekter var meget afdæmpet i de første år med puljerne. Jeg er ikke optaget af, om det er det offentlige eller det private, der ejer bygningen, når borgerne for eksempel går på biblioteket eller møder op i sundhedshuset. Det afgørende er, at borgeren får en god oplevelse og den service, hun har brug for.

- Margrethe Vestager 

Fakta: Oversigt over tildelinger fra OPP-puljen til kommunerne

Kommune

Projekt

Mio. kr.

Køge Kommune

Stadion

30

Vejle Kommune

Sundhedshus

18

Frederikshavn Kommune

Multihal

14

Skanderborg Kommune

Administrationscenter og dobbelthal

30

Mariagerfjord Kommune

Udbygning af samlingshus

4,4

Gribskov Kommune

Bibliotek og museum

4,7

Jammerbugt Kommune

Skole

15

Holbæk Kommune

Holbæk Arena

30

I alt

 

146

Note: Afrundede beløb.

 

Fakta: Oversigt over tildelinger fra OPP-puljen til regionerne

Region

Projekt

Mio kr.

Region Hovedstaden

Etablering af rensningsanlæg på

sygehus m.v.)

51

Etablering af køle- og nødstrømsan-

læg på sygehus)

59

Region Sjælland

Udvidet stråleterapi på sygehus

46

Region Midtjylland

Etablering af hospicepladser

25

Region Syddanmark

Ny psykiatrisk afdeling i Vejle

69

I alt

250

 

Baggrund

Puljerne til deponeringsfritagelser/lånedispensationer for kommuner og regioner er afsat i økonomiaftalerne mellem regeringen og henholdsvis Kommunernes Landsforening og Danske Regioner for 2014.  

Økonomi- og indenrigsministeren fordeler puljerne til deponeringsfritagelser/lånedispensationer på baggrund af ansøgninger. Med deponeringsfritagelserne bliver de berørte kommuner og regioner helt eller delvis fritaget for at deponere anlægsudgiften, hvilket de ellers er forpligtet til ved OPP-projekter.

Offentlig-private partnerskaber (OPP) kan anvendes i forbindelse med bygge- og anlægsopgaver, hvor opførelsen tænkes sammen med den efterfølgende driftsopgave. Ved OPP udbydes design, byggeri, drift, vedligeholdelse og eventuelle serviceydelser som én samlet opgave. Dermed indgår den offentlige part en kontrakt med et privat selskab, der har ansvaret for hele projektet i kontraktens løbetid.

Kontakt