Udviklingen i Langeland Kommune skal støttes gennem partnerskab

01-07-2016
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

Langeland Kommune og Social- og Indenrigsministeriet er enige om at indgå et udviklingspartnerskab. Det skal hjælpe til, at kommunen med et særtilskud blandt andet kan sigte mod at få flere unge i uddannelse og færre udsatte i kommunen.

I Langeland Kommune falder indbyggertallet, og samtidig har mange indbyggere et lavt uddannelsesniveau. Det udfordrer kommunen, og det betyder, at den har behov for særlige indsatser for at få ledige i job og uddannelse. Kommunen løser også en stor opgave med relativt mange socialt udsatte børn og familier. For blandt andet at støtte, at kommunen kan tage fat om udfordringerne, indgår Social- og Indenrigsministeriet og Langeland Kommune nu et udviklingspartnerskab.

Udviklingspartnerskabet indebærer et samlet særtilskud på 109 millioner kroner over perioden 2016-2018. Som led i partnerskabet sætter Langeland Kommune gennem en flerårig strategi fokus på, at flere unge skal have en ungdomsuddannelse, at flere skal i arbejde, og at børns og familiers vanskeligheder skal forebygges. Kommunen siger derudover med aftalen ja til at arbejde med en effektiv økonomistyring.

Social- og indenrigsminister Karen Ellemann siger:

Regeringen ønsker vækst og udvikling i hele Danmark. Langeland Kommune har en vanskelig situation med mange ledige og store udgifter til både forsørgelse og til kommunens socialt udsatte familier. Derfor er jeg glad for, at vi med partnerskabet kan styrke kommunens økonomi med samlet 109 millioner kroner over de kommende år, der gør det muligt for kommunen at nå en række konkrete målsætninger for arbejdet med at fremme vækst og beskæftigelse.

- Karen Ellemann

Borgmester i Langeland Kommune Bjarne Nielsen siger:

Med dette udviklingspartnerskab får Langeland fortsat en økonomisk saltvandsindsprøjtning og bedre budgetforudsætninger i de kommende år, hvilket er særdeles tilfredsstillende. Dette skaber nogle bedre betingelser for, at arbejde videre med effektiviseringer og økonomiske tilpasninger i Langeland Kommune. Det er vigtigt, at tilpasningen af kommunens økonomi ikke sker på bekostning af kerneydelserne, men strukturtilpasninger vil fortsat blive bragt i spil med henblik på at sikre en fortsat god udvikling og en sund økonomistyring. Her i 2016 er der fokus på at fremme udviklingen af bl.a. kommunens havne, og der arbejdes med en investeringsstrategi på arbejdsmarkedsområdet for at få flere i job og uddannelse. Med denne underskrevne aftale er vi klar til at kaste os over både udfordringer og udvikling, og vi er glade for, at der nu er tale om en flerårig aftale, så vi ikke bremser de nødvendige tiltag og indsatser.

- Bjarne Nielsen, borgmester i Langeland Kommune 

Baggrund

Social- og Indenrigsministeriet kan efter lov om kommunal udligning og generelle tilskud yde særtilskud gennem udviklingspartnerskaber til særligt udsatte kommuner med ugunstig udvikling og vedvarende strukturelle udfordringer.

Udviklingspartnerskabet giver mulighed for at gennemføre initiativer, der samlet set giver en bedre økonomisk balance i kommunen.

Der er i tilknytning til partnerskabet et tilsagn om et flerårigt særtilskud, som er betinget af, at der samlet set vil være en målbar forbedring af de konkrete målsætninger, som er opstillet i aftalen.

Aftalen med Langeland Kommune består af et betinget tilsagn om særtilskud på 38 millioner kroner i 2016, 36 millioner kroner i 2017 og 35 millioner kroner i 2018. Der foretages en årlig opfølgning på aftalen.

 

Yderligere oplysninger

Ministeriets pressetelefon, tlf: 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Kontorchef Dorte Lemmich Madsen, dle@sim.dk

Kontakt

Dorte Lemmich Madsen

Kontorchef
Kontor: Finansiering