Minister strammer op overfor kommuner med lav likviditet

13-10-2017
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

Det er helt afgørende, at en kommune tager ansvar, hvis der er lavvande i kommunekassen, mener økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll. Fremover skal det være mere synligt, hvad en kommune med lav likviditet gør for at undgå, at den ender uden penge i kassen.

Hvis en kommune i dag kommer ned på en likviditet på under tusind kroner per borger, får kommunen et brev fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Brevet minder om, at likviditeten ikke må blive negativ.

En kommune med lav likviditet skal fremover hvert kvartal sende dokumentation for de forslag til at bedre likviditeten, som bliver forelagt kommunalbestyrelsen. Den politiske behandling af forslagene skal også fremgå af de oplysninger, der skal sendes til Økonomi- og Indenrigsministeriet. Det skal være mere synligt, om en kommune træffer de beslutninger, der skal til for at rette op på økonomien.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll siger:

”De danske kommuners økonomi er generelt god for tiden. Beskæftigelsen stiger, og der er vækst i økonomien. Men det er i gode tider, at man skal sikre sig mod dårlige tider. Derfor vil jeg have større synlighed om, hvad der bliver gjort for at rette op på kassebeholdningen i de kommuner, der har problemer. Det vil mindske risikoen for, at vi i fremtiden får kommuner med minus på bankbogen.”

- Simon Emil Ammitzbøll

 

Fakta

  • Kommunerne indberetter hvert kvartal deres likviditet gjort op efter kassekreditreglen. Kassekreditreglen betyder, at en kommunes gennemsnitlige likviditet over de seneste 12 måneder skal være positiv.
  • Økonomi- og Indenrigsministeriets praksis er at kontakte kommunen, når likviditeten kommer under 1.000 kr. per borger.

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationsmedarbejder Camilla Severin Madsen, csm@oim.dk, tlf. 22 46 64 70.

Kontorchef Birgitte Olesen, bol@oim.dk, tlf. 40 93 26 18.