Regeringen indgår aftale om virkning for udligning af nye ejendomsvurderinger

07-05-2018
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

Der er nu indgået en politisk aftale om at neutralisere økonomiske forskydninger mellem kommunerne fuldt ud til og med 2025. Det er de forskydninger, der ellers ville følge af et nyt system for vurdering af ejendomme. Dermed er der skabt ro om, hvad de nye vurderinger vil betyde for kommunernes økonomi.

Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) har den 7.maj 2018 indgået aftale med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre om den konkrete udformning af den hensigt, der indgik i forliget om boligskat om en fuld neutralisering af forskyd-´ninger mellem kommunerne. Det er forskydninger, som ellers ville følge af et nyt system for vurdering af ejendomme og forliget om boligskat. Forskydningerne skyldes, at ændringer i grundværdierne har betydning for den kommunale udligning.

De konkrete modeller for neutraliseringen har indgået i Finansieringsudvalgets arbejde. Det blev færdigt i starten af 2018.

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille siger:

"Det er vigtigt for mig, at vi får skabt ro om kommunernes vilkår, når det nye vurderingssystem træder i kraft fra 2019. Nu ved kommunerne, at det ikke får effekt på deres økonomi frem til 2025. Finansieringsudvalget får også til opgave at se på, hvordan konsekvenserne minimeres for kommunerne efter 2025.

- Simon Emil Ammitzbøll-Bille

Fakta

For 2019 og 2020 vil det nye system betyde, at indtægterne fra grundskyld vil være lavere i alle kommuner i forhold til i dag. Det kompenseres med et højere bloktilskud. Med den nye aftale vil kommuner, der efter dette tilskud står til et samlet tab, blive fuldt ud kompenseret. Det er som forudsat i forliget om boligskat. Pengene til det kommer fra gevinster i andre kommuner.

For 2021 til 2025 gælder ikke længere en begrænsning i stigning i grundværdierne. Det kan give større ændringer i grundlaget for grundskylden i alle kommuner. Som følge af forliget om boligskat vil der ved lov blive fastsat et loft over den enkelte kommunes grundskyldspromille. Det sker for at fastholde et uændret provenu fra grundskyld i den enkelte kommune. For at neutralisere virkninger i udligningen i årene 2021-2025 vil der samtidig blive foretaget en beregningsmæssig tilpasning af de grundværdier, der indregnes i udligningen.

 

Yderligere oplysninger

Presse- og kommunikationschef Mette Gerlach, mge@oim.dk, tlf. 72 28 24 16

Kontorchef Dorte Lemmich Madsen, dle@oim.dk, tlf. 25 23 92 66