Det var Lars Løkke der nølede med udskrivelsen af folketingsvalget

16-08-2019
Ministerens taler og debatindlæg Valg og folkeafstemninger

Indlæg i Dagbladet Ringsted

Af social- og indenrigsminister Astrid Krag

I Dagbladet 12. august beskylder Ringsteds borgmester Henrik Hvidesten mig for at være arrogant, fordi der er flyttet rundt på planlægningen i forbindelse med kommunernes budgetter.

For forhandlingerne om kommunernes økonomi kommer efter folketingsvalget senere i gang end normalt.

Jeg synes, det vil være på sin plads, hvis Henrik Hvidesten retter sin kritik det rigtige sted hen. Kritikken under overskriften "ministernøl" bør ikke være rettet mod mig, men mod hans egen partifælle, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

Det var jo Lars Løkke Rasmussen, der trak beslutningen om at udskrive folketingsvalg. Som bekendt endte det med, at valget kom blot 12 dage, før han ville være tvunget til at holde det.

Valgkampen endte med at ligge lige på det tidspunkt, hvor kommuneforhandlingerne normalt foregår. Det skal man vist være Venstremand for at skælde den nye socialdemokratiske regering ud for.

Den nye regering tiltrådte i slutningen af juni. Vi har naturligvis behov for at forberede os. For vi vil jo noget helt andet end den tidligere regering: Pengene skal følge med, når vi bliver flere børn og ældre, og vi skal mærke på velfærden, at der nu er en socialdemokratisk regering.

Vi vil også gerne have en god start på vores samarbejde med kommunerne om de vigtige opgaver forude.

Så ud over at forberede os har vi sat tid af til en ordentlig drøftelse med deres organisation, KL, om økonomien i 2020.

Når det sene folketingsvalg har tvunget os til at skubbe forhandlingerne med kommunerne, har vi selvfølgelig også skubbet kommunernes budgetfrister.

Det er kun rimeligt.

Det kræver lidt mere af os alle. Men jeg er sikker på, at vi nok skal nå i mål, så kommunerne kan få lagt nogle gode budgetter til gavn for borgerne.