Danskerne fortjener et ordentligt skilsmissesystem – ventetiden er alt for lang

28-12-2019
Ministerens taler og debatindlæg Familier

Debatindlæg i Jyllands-Posten af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Lige nu risikerer familier at vente i op til 20 uger på at komme til første møde i Familieretshuset. Det er børn, mødre og fædre, som ofte står i deres livs krise. Det er helt urimeligt og en bunden opgave for mig som minister at få rettet op på.

Derfor har vi med finansloven afsat 104 mio. kr. til at bremse de stigende ventetider ved at ansætte flere sagsbehandlere. Samtidig igangsætter vi en analyse af Familieretshuset. Vi må se procedurerne efter i sømmene, så vi kan få nedbragt ventetiderne på sigt.

Det nye skilsmissesystem blev gennemført under den borgerlige regering med alle partier bag. Desværre har systemet været voldsomt underfinansieret fra start. Det er ikke en af de regninger, man kan lukke øjnene for. Og regeringen samler derfor regningen op og betaler.

Det vil tage tid at nedbringe ventetiderne. Det kan desværre ikke gøres fra den ene dag til den anden, da nye sagsbehandlere skal ansættes og oplæres. De 104 mio. kr. vil sikre, at ventetiderne ikke fortsætter med at stige, men flader ud på et alt for højt niveau i slutningen af næste år.

I mellemtiden får vi resultatet af en grundig analyse, som skal vise, hvad og hvor meget der yderligere skal gøres for at sikre et bæredygtigt system - og rimelige sagsbehandlingstider. Det er altafgørende, at vi lapper hullerne rigtigt, så vi fra starten får systemet på rette kurs.

Et velfungerende skilsmissesystem er afgørende for en stærk socialpolitik. Vi har en særlig forpligtelse til at tage hånd om de børn, der oplever, at forældrene går fra hinanden. Jeg hører ofte fra hjemløse, misbrugere og andre udsatte mennesker, at deres tilværelse er blevet slået skæv tidligt i livet af en problematisk barndom.

Det billede blev for nyligt understøttet af forskning fra Rockwool Fonden, som viser, at forældres brud øger risikoen for, at børnene ikke får en ungdomsuddannelse, og for, at drenge begår mere kriminalitet.

Vi skal gøre alt for, at børn kommer bedre gennem et familiebrud, så de får en god start på livet. Det er god socialpolitik. Og det er netop grundtanken med det nye system. I Familieretshuset tilbydes børn en kontaktperson, der er oprettet en særlig børneenhed, og med reformen blev det skrevet ind i loven, at barnets ret til beskyttelse og trivsel skal sikres.

Vi må også se nærmere på nogle af de nye tiltag i reformen, der har givet kritik. Flere organisationer har påpeget, at bl.a. reglerne om tvungen delt bopæl for barnet skaber konflikter.

Det er tidligt at ændre på en reform, der har været længe undervejs, og som er så omfattende som denne. Men jeg går fordomsfrit ind til opgaven og har i første omgang indkaldt organisationer på området for at blive klogere på kritikpunkterne. I januar vil jeg drøfte situationen med de politiske partier, så vi sammen kan tage stilling til, om der er noget i reformen, der allerede nu bør justeres.

Jeg havde ærligt talt gerne brugt kræfterne på andre områder af socialpolitikken. Men det er en bunden opgave, som jeg tager på mig at løse.