Derfor skal vi støtte krisecentrene

19-12-2019
Ministerens taler og debatindlæg Udsatte voksne

Indlæg i Køge Dagblad af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Man kan næsten se det på mig. Jeg lyttede til en virkelig hård historie forleden. Det her bliver lidt langt, men jeg håber du læser med alligevel.

Jeg besøgte Sofie på Hegnetslund Krisecenter i Køge, hvor hun fortalte mig, hvorfor hun var havnet der. Jeg beklager, det ikke er rar læsning. Men det er vigtigt for at forstå, hvorfor vi har valgt at give et stort løft til krisecentrene.

Sofie havde gennem fem lange år fundet sig i at blive tæsket og kontrolleret totalt af den mand, hun havde forelsket sig i. Der var vold næsten helt fra begyndelsen, men det blev mere ekstremt som tiden gik. Lussinger blev til knytnæver. Hun blev revet i håret, og hun blev slået hårdt med albuer i ryggen og maven. Til sidst slog manden hende endda, mens hun lå og sov.

Han kontrollerede hende i alt, hvad hun gjorde. Hvorfor var hun ude og handle i Netto i dag, hvis det var Fakta i sidste uge? Skulle hun da mødes med en anden mand? Hvis ikke hun svarede omgående på hans telefonopkald, fordi hun var på arbejde, vidste hun, hvad der ventede, så snart hun lukkede døren til deres hjem.

Sofie fortalte det ikke til nogen. For hun turde ikke. Ville ikke fremstå som en svag person over for veninderne. Og hun var virkelig bange for, hvad der ville ske hende, hvis hun gik til politiet. Hvad han kunne finde på.

Astrid Krag besøger Hegnetslund Krisecenter december 2019

Så hun blev ved med at få tæv. Fik blå mærker. Fik trykket sine ribben. Og hun blev samtidig svinet til dagligt. Blev spyttet på. Fik kastet ting i ansigtet. Hvis hun begyndte at græde, fik hun flere tæv. Og sådan blev hun langsomt pillet ned. Helt ned. Til sidst var hun bare et skelet. Det er hendes egne ord.

En aften gik det rigtig galt. Hendes mand mente ikke, hun havde ryddet hurtigt nok op efter aftensmaden. Han gik amok. Det endte med, at Sofie var i livsfare. Til sidst forlod han deres lejlighed i vrede. Men først tømte han en fyldt sæk skrald ud over hende.

Det var først der, at Sofie - gennembanket og ydmyget - fik skrevet til en veninde. »Ring 112. Nu.«

Politiet bankede på, da manden var kommet hjem igen. De hjalp hende på krisecenter. Og siden har Sofie fået det bedre. Meget bedre. For de gør et fantastisk stykke arbejde på Hegnetslund.

Når jeg fortæller jer denne frygtelige historie, er det blandt andet fordi, at krisecentret faktisk først blev nødt til at afvise Sofie. Der var ikke plads. Men fordi hendes situation var så ekstrem, gik de med til en overbelægning, så hun alligevel kunne komme derind.

Jeg tør næsten ikke tænke på, hvad der ellers kunne være sket. For vi ved, at 300 ud af 536 kvindedrab de sidste 25 år blev begået af partneren.

Og det er derfor, vi med finansloven prioriterer et stort løft til landets krisecentre. Så der kommer flere pladser til kvinder som Sofie. Så færre skal afvises. Så flere kan få psykologhjælp og støtte. Så andre kvinder kan komme i ambulante forløb, for at komme væk fra volden, før den eskalerer.

Sofies historie sidder stadig i mig og vil nok gøre det længe.