Astrid Krag om aftale om reserve: Vi prioriterer de mest udsatte

21-11-2019
Pressemeddelelse Satspulje

Regeringen har indgået aftale med et bredt flertal om at fordele reserven på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Aftalen baner samtidig vejen for klarere rammer for civilsamfundet.

Regeringen har indgået en bred aftale om fordeling af reserven på socialområdet. Reserven afløser den nedlagte satspulje og bruges på initiativer, der gør en forskel for udsatte mennesker i Danmark på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Der fordeles i alt 849 millioner kr. med aftalen. Heraf vedrører 477 mio. kr. initiativer på Social- og Indenrigsministeriets område.

Bl.a. afsættes der penge over de næste fire år til børn på Grønland, som er udsat for overgreb, fritidspas til børn, der ikke har råd til fx at gå til fodbold, og til at hjælpe mennesker i prostitution.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag udtaler:

”Vi har indgået en bred aftale, der især prioriterer de mest udsatte, der falder igennem vores velfærdssamfund: Hjælp til at komme ud af prostitution.  Rådgivning til mennesker, som er havnet i en gældsspiral. Fritidspas til børn, der ikke har råd til fx at gå til fodbold.”

- Astrid Krag

I forbindelse med aftalen er partierne blevet enige om at styrke rammerne for civilsamfundet. Det er også aftalt at fastsætte principper for, hvordan reserven bruges bedst på socialområdet. Støtten skal gøres mere langsigtet og strategisk, og civilsamfundet skal prioriteres, så organisationerne får ro til det sociale arbejde. 

Social- og indenrigsminister Astrid Krag udtaler:

”Satspuljen blev nedlagt uden en ordentlig plan for fremtiden. Vi skal skabe større ro for organisationerne, der med rette har kritiseret situationen. Derfor har vi aftalt i fællesskab at fastsætte nogle principper for, hvordan pengene i reserven fremover bliver brugt bedst. Vi vil målrette og prioritere støtten til civilsamfundet, så der kommer mindre usikkerhed for organisationerne.”

- Astrid Krag

Yderligere information

Jens Anton Tingstrøm Klinken, kommunikationschef i Social- og Indenrigsministeriet: 30 43 02 47

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon: 41 85 13 60