Nyt kontor styrker investeringstankegangen på social- og indenrigsområdet

07-11-2019
Pressemeddelelse Ministeriet

Der er behov for mere viden om, hvor der er mest brug for nye investeringer på socialområdet, i hvilken skala der skal investeres, og hvornår det giver størst effekt og afkast at sætte ind.

Derfor bliver der oprettet et helt nyt kontor i Social- og Indenrigsministeriet ”Kontor for virksomme indsatser og investeringer”. Kontoret skal sætte turbo på arbejdet med at styrke rammerne for investeringstankegangen på ministerområdet.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Jeg tror på, at det kan betale sig at investere i mennesker, og at det skal være grundlæggende for den måde, vi laver socialpolitik på. Men vi skal ikke gøre det i blinde, det skal være de rigtige sociale indsatser på det rigtige tidspunkt. Med det nye kontor kobler vi viden på tværs af fagligheder og institutioner i ministeriet, så vi kan få udviklet og udbredt de indsatser, der virker i et langsigtet perspektiv – og i sidste ende skaber bedre liv.”

- Astrid Krag

Kontor for virksomme indsatser og investeringer skal bl.a. sammentænke og koordinere ministeriets arbejde med Udviklings- og Investeringsprogrammerne på voksen- og børne- og ungeområdet, Den Sociale Investeringsfond samt Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM. Kontoret skal også etablere et langt stærkere samarbejde med forsknings- og vidensinstitutioner om nye tiltag, der kan øge viden om effekt af sociale indsatser i Danmark.

Kontoret får Julie Grunnet Wang som kontorchef, og det bliver placeret i Afdeling for Analyse og Datastrategi i departementet.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressevagt, tlf. 41 85 13 60
Afdelingschef Ellen Klarskov Lauritzen, ekh@sim.dk, tlf. 50 77 56 70