Prostitution er dybt skadeligt

14-11-2019
Ministerens taler og debatindlæg Udsatte voksne

Klumme i B.T. af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Vold. Voldtægt. Varige fysiske skader. Psykiske lidelser. Dyb gæld.

Det er nogle af de problemer, vi ved, mennesker i prostitution kæmper med.

Prostitution er dybt skadeligt og kan mærkes for livet.

Derfor er det tid til at hjælpe udsatte ud af prostitution. Den borgerlige regering ville undersøge mulighederne for at normalisere prostitution som et erhverv som tømrer eller skolelærer.

Det arbejde har jeg stoppet som ny minister. Mit fokus er nemlig at hjælpe mennesker i prostitution – ikke at gøre prostitution mere almindeligt og risikere, at flere ender i det.

Her i B.T. har et par højreorienterede klummeskribenter kritiseret mig for den beslutning.

Anahita Malakians fra Nye Borgerlige påstår, at det er det samme at være sygeplejerske som at arbejde som prostitueret. Sognepræst Marie Høgh (K) mener slet ikke, at der er grund til exitprogrammer for mennesker i prostitution.

Det er ærlig talt forstemmende at se, hvordan borgerlige i 2019 nedtoner de uhyrligt mange problemer, der ofte knytter sig til salg af egen krop.

Anahita Malakians og Marie Høgh debatterer emnet, som om alle prostituerede er ressourcestærke kvinder, der elsker deres arbejde. Disse findes helt sikkert. Dem skal vi lytte til. Men der er en grund til, at 'den lykkelige luder' altid bliver omtalt i ental.

Jeg vil ikke forbyde sexkøb som Sverige. Det har ikke hjulpet kvinderne i prostitution.

Men det har heller ikke hjulpet at liberalisere prostitution som i Tyskland. Der er meldinger om de samme problemer som i andre lande: Vold, udnyttelse og utryghed både på bordeller og på gaden. Meget unge kvinder havner i branchen. Med en blåstempling af prostitution risikerer vi, at flere kvinder ender med at sælge deres krop.

Jeg har lyttet til flere organisationer, da jeg stoppede de borgerliges arbejde om at gøre prostitution til et almindeligt arbejde.

Jeg lyttede til LivaRehab, der hjælper kvinder med skader efter prostitution. Jeg lyttede til KFUK, der gennem socialt arbejde er i kontakt med mennesker i prostitution. Jeg lyttede til FH - Fagbevægelsens Hovedorganisation, der kender arbejdsmarkedet.

Organisationerne møder alt for mange kvinder, som ikke er havnet i branchen af lyst, men af nød. Kvinder, der tager skade af prostitution.

Derfor arbejder regeringen på at skaffe penge til exitprogrammer, så vi kan hjælpe kvinder ud af prostitution.

Vi har brug for en helt ny tilgang til prostitution. Vi skal løfte fra bunden. Fokusere på de mange udsatte og ikke de få stærke.

Vi har huller i vores velfærdssamfund, som mennesker i prostitution falder igennem. Mennesker i prostitution skal have bedre hjælp til at komme ud. Vi må også erkende, at særligt udsatte i prostitution ikke har gode nok muligheder i hverken det sociale system eller sundhedsvæsnet.

Derfor samler jeg nu en bred vifte af aktører til en dialog om problemerne.

Mange har støttet, at jeg stoppede de borgerliges arbejde for at gøre prostitution til et normalt arbejde. Andre organisationer har kritiseret det.

Uanset holdning vil jeg starte en dialog med alle parter for at sikre en bedre hjælp til dem, det handler om: Udsatte mennesker, der ender i prostitution.