Vold mod børn er altid forkert

05-11-2019
Ministerens taler og debatindlæg Udsatte børn og unge

Selvom volden ikke giver synlige blå mærker, må vi ikke undervurdere de ar på sjælen, som børnene sidder tilbage med, når de må finde sig i afklapsninger i deres eget hjem.

****** Indlæg i Frederiksborg Amts Avis af social- og indenrigsminister Astrid Krag ******

Nej, man må ikke slå sit barn. Nej, børn skal ikke vænne sig til, at vold er normalt i opvæksten. Det burde være klart for enhver.

Derfor er det meget nedslående, at UNICEF og Institut for Menneskerettigheders spørgeskemaundersøgelse blandt ca. 1000 skolebørn viser, at otte procent af de adspurgte børn mener, at fysisk afstraffelse er i orden.

Det er slemt nok i sig selv. Endnu værre er det, at der er sket en stigning i antallet af børn, som synes, det er i orden. I 2014 var det kun tre procent, der mente, at forældre må bruge fysisk afstraffelse. Det er en holdning og udvikling, som vi ikke skal acceptere.

Bedre bliver det ikke af, at systemerne tilsyneladende også gradbøjer vold mod børn. Det kan man læse i en ny rapport, som Deloitte har lavet for Socialstyrelsen. Analysen viser bl. a., at der er store forskelle kommunerne imellem og internt i kommunerne i forhold til vurderingen af, hvornår der overhovedet er tale om et fysisk overgreb, der skal reageres på. Det duer ikke.

Det er 22 år siden, at vi afskaffede revselsesretten med tidligere justitsminister Frank Jensen (S) som pennefører.

Vi slog dermed endegyldigt fast, at vold mod børn er ulovligt. At en endefuld, en lussing og det, der er værre, ikke er acceptabelt som en del af opdragelsen. Heller ikke inden for husets fire vægge.

Ingen gråzone

Der er ikke nogen gråzone, når det kommer til vold mod børn. Ingen gradbøjning af, hvornår en fysisk afstraffelse er o. k. eller ikke helt vold, fordi en endefuld eller et rap over fingrene måske ikke gør lige så ondt som en lussing. For det er et overgreb på barnet at udøve vold som en del af opdragelsen.

Selvom volden ikke nødvendigvis giver synlige blå mærker, må vi ikke undervurdere de ar på sjælen, som børnene sidder tilbage med, når de må finde sig i afklapsninger i deres eget hjem. Og den skyld og skam vi ved også følger med, skal et barn aldrig stå tilbage med. For det er aldrig barnets skyld, at far eller mor tyr til vold.

Som samfund skal vi reagere ved de første tidlige tegn på vold og handle resolut. Et udsat barn skal ikke ende som en udsat voksen.

Lad mig her slå helt fast, at hvis børn fortæller, at mor og far på nogen som helst måde lægger hånd på dem, så er der ingen gradbøjning af alvoren og pligten til at sikre barnets tarv. Der skal reageres.

Vi har fra politisk side gennem årene afsat penge til at udbrede børns kendskab til egne rettigheder på skoler landet over. Dels viser de nye tal, at det ikke har været tilstrækkeligt, når et stigende antal børn mener, at vold er noget, man må acceptere i opdragelsen, og dels kan oplysningskampagner målrettet børn ikke stå alene. Det skal gennemsyre vores samfund og syn på børn og unge, at vold som en del af opdragelsen aldrig er i orden. Vi har alle et ansvar for at sikre børn en tryg barndom. Det kræver, at vi alle siger klart fra og reagerer, hvis vi oplever, at et barn bliver udsat for vold af far eller mor.

Dybt alvorligt

Vi må som samfund ikke glide af på diskussionen om et barns ret til en opvækst fri for vold. Vi skal tage det dybt alvorligt, at der åbenbart stadig i dag eksisterer de gråzoner, der gør. Det vil jeg tage fat på i fællesskab med børneorganisationer, faglige organisationer og kommuner, så vi kommer tættere på og ikke længere væk fra målet tilbage i 1997: Ingen børn skal vokse op med vold.