Livtag med partnervold

18-08-2020
Ministerens taler og debatindlæg Udsatte voksne

Indlæg i Frederiksborg Amts Avis af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Som socialminister hører jeg ofte barske historier og livsfortællinger, man ville ønske havde udviklet sig anderledes. Et af de emner, som berører mig dybest, er, når jeg hører om kvinder, som er blevet slået, sparket eller psykisk mishandlet af den person, de burde kunne finde allerstørst tryghed hos. Hvert år udsættes 38.000 kvinder og 19.000 mænd for fysisk vold i nære relationer. Og det er endda ikke medregnet de mennesker, der udsættes for den psykiske vold, som kan være lige så skadelig.

Vold ødelægger mennesker, og det går i arv fra forældre til børn. Det skal vi som samfund aldrig acceptere. Og derfor er jeg stolt over, at området har fået et stort løft, siden regeringen tiltrådte for godt et år siden.

Senest har vi aftalt med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet at etablere omkring 100 ekstra pladser på kvindekrisecentrene. Det betyder, at langt flere kvinder over hele landet kommer til at møde åbne arme i stedet for lukkede døre, når de søger ly for volden.

Både udsatte og udøvere

Ikke alle har bedst af at flytte på krisecenter. Med finansloven styrkede vi derfor også indsatser mod vold med i alt 48 millioner kroner over de næste fire år. Nogle af midlerne fordeles via en pulje, mens andre er permanente midler til organisationer, som gør en stor indsats for at forebygge vold og behandle både udsatte og udøvere.

De kvinder, der flygter fra en voldelig partner, har ofte levet med volden længe. Det er måske startet som overdreven jalousi og social kontrol, og på et tidspunkt er det første slag faldet. Nogle ender med at betale den ultimative pris, og det afspejler sig på skræmmende vis i drabsstatistikken. En tredjedel af alle drab er partnerdrab begået af partner eller ekspartner, og hovedparten af ofrene er kvinder.

Kvindekrisecentre kan i yderste konsekvens redde liv. Og med flere pladser på krisecentrene og flere penge til den ambulante indsats giver vi flere kvinder mulighed for at slippe væk fra volden. Men vores indsats må ikke stoppe der, for når slagene er faldet og ens partner har brudt den dybeste tillid, er skaden sket. Vold efterlader ikke kun blå mærker, men også ar på sjælen. Vi skal blive bedre til at hjælpe voldsudsatte kvinder på benene igen. Derfor har vi med opbakning fra partierne bag finansloven skrevet ind i loven, at alle kvinder, der indskrives på et krisecenter, skal tilbydes ti timers gratis psykologhjælp.

Vi skal bryde voldens spiral – ikke mindst for de børn, der ellers vokser op og gentager forældrenes svigt.