Udsatte børn skal høres

23-08-2020
Ministerens taler og debatindlæg Udsatte børn og unge Børnene Først

Indlæg i Jyllands-Posten af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Hvor skal jeg bo? Hvor tit skal jeg se mor eller far? Hvor skal jeg gå i skole? Den slags helt grundlæggende spørgsmål suser rundt i hovedet på udsatte børn, når der sker store skift i deres liv. Og skift er der ofte mange af – også for mange. Men selv om børnene har ret til at blive inddraget, når kommunen behandler deres sag, er det langtfra altid, det sker.

Jeg troede nærmest ikke mine egne øjne, da jeg læste VIVE-undersøgelsen "Udsatte unges inddragelse i kommunernes sagsbehandling". En undersøgelse, der burde have ryddet forsiderne. Den viste bl. a., at knap 20 pct. af de 12-17-årige ikke kender navnet på deres egen sagsbehandler i kommunen. Og hvis de gør, har langt over halvdelen af børnene svært ved at få fat i vedkommende, når de virkelig har brug for ham eller hende.

Undersøgelsen viste også, at omkring hvert tredje barn har haft mindst tre forskellige sagsbehandlere i løbet af de seneste to år. Og at hele 44 pct. ikke aner, hvad ordet "handleplan" betyder. Selv om handleplanen tilrettelægger hele barnets hverdag, liv og fremtid.

Undersøgelsen er hjerteskærende læsning. Vi taler om børn, der kan være opvokset i hjem med vold, alkoholmisbrug eller andre omsorgssvigt. Først er de blevet svigtet i deres familier, og så risikerer de endnu et svigt. Et svigt fra det system, som ellers skulle sikre dem den støtte og hjælp, de så akut mangler.

Som samfund skylder vi de udsatte børn at tage tallene særdeles alvorligt. Alt for mange udsatte børn ender som udsatte voksne, fordi vi ikke sætter tidligt og godt nok ind.

Lige før sommerferien fik jeg besøg af nogle af de allerstørste eksperter på området: en håndfuld tidligere og nuværende anbragte børn og unge. De gav mig en masse krus i favnen – alle påmalet et personligt ønske eller budskab. På et af krusene står der: »Jeg skal føle mig set, hørt og forstået i anbringelsen.«

Og det er lige netop problemet i en nøddeskal. Fra alle mine møder og samtaler med nuværende og tidligere anbragte ved jeg, at mange føler sig som gæster i deres egen sag.

Derfor er der brug for en ny lov. En barnets lov, som rykker barnets behov og perspektiv allerforrest i sociallovens paragraffer. Barnets lov skal også gøre det lettere for de kommunale sagsbehandlere at overskue både krav og muligheder i lovgivningen.

For vi må også erkende, at der er brug for bedre rammer om sagsbehandlingen for de velfærdsmedarbejdere, der hver dag knokler for at hjælpe udsatte børn bedst muligt.