Regeringen afsætter fem millioner kroner til nødovernatning til mennesker i hjemløshed

11-12-2020
Nyhed Pressemeddelelse Udsatte voksne

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har sammen med Folketingets partier indgået aftale om fem millioner kroner til nødovernatning. Det skal bl.a. sikre mennesker i hjemløshed en seng at sove i til vinter og foråret.

Kalenderen viser vinter, og oven i de lave temperaturer og nedbør er Danmark ramt af COVID-19. Det er en udfordring for mange mennesker i hjemløshed, da nogle herberger og væresteder er pressede af de restriktioner, der skal beskytte mod smitte.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag er derfor blevet enig med samtlige Folketingets partier om at afsætte fem millioner kroner til nødpladser til mennesker i hjemløshed i de kolde måneder og i det nye år. Pengene går blandt andet til en række organisationer, som i forvejen har pladser til mennesker i hjemløshed, og som nu kan udvide eller forlænge deres beredskab.

Astrid Krag siger:

Vi skal lige nu passe særligt godt på samfundets udsatte. Krisen er langt fra overstået, og vi har taget hul på en vinter i skyggen af nogle alarmerende høje smittetal. Mange herberger og tilbud kæmper for at kunne begrænse smitterisiko, og det gør hverdagen ekstra presset. Organisationerne yder en kæmpe indsats, og det vil jeg og de andre partier gerne støtte, så mennesker i hjemløshed forhåbentligt kan gå vinteren i møde med lidt mere ro i sindet.”

- Astrid Krag

Midlerne skal sikre, at mennesker i hjemløshed har et sted at sove og mulighed for at isolere sig i tilfælde af smitte i denne vinter og resten af 2021. Midlerne kan anvendes til at udvide og forlænge kapaciteten på de nødovernatningstilbud, som blev etableret i foråret, og til at indgå aftaler med hoteller eller vandrehjem. Midlerne kan også bruges på at tilbyde mad, ved at organisationerne laver aftaler med f.eks. lokale forretninger, restauranter, cafeer og cateringvirksomheder.

Næste uge behandler Folketingets Finansudvalg aftalen, så pengene hurtigst muligt kan komme ud og virke. De fem millioner kroner fordeles til følgende organisationer:

  • Kirkens Korshær - 1,2 mio. kr.
  • Blå Kors - 1,2 mio. kr.
  • Mariakirken på Vesterbro - 0,7 mio. kr.
  • Mændenes Hjem - 0,6 mio. kr.
  • Frelsens Hær - 0,3 mio. kr.

Derudover afsættes der en million kroner til Hus Forbi, som i foråret havde et samarbejde med Danhostel om at stille værelser til rådighed for mennesker i hjemløshed.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)