Partier fordeler permanente midler til sociale organisationer

28-02-2020
Pressemeddelelse Frivillig social indsats Satspulje Udsatte voksne

Partierne bag Finansloven har indgået aftale om permanent støtte til en lang række organisationer, der har oplevet usikkerhed efter nedlæggelsen af satspuljen.

En lang række organisationer og projekter får i de kommende år bedre mulighed for at planlægge deres indsatser og budgetter. Regeringen, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om fordelingen af 25 millioner kroner årligt i permanente midler til organisationer, der bl.a. hjælper psykisk sårbare unge, mennesker i hjemløshed eller i stofmisbrug. Pengene blev afsat på finansloven for 2020 til netop at holde hånden under civilsamfundet og sikre ro efter ophør af satspuljeforliget.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Satspuljen blev nedlagt uden en klar plan, og mange civilsamfundsorganisationer har oplevet usikkerhed. Med de 25 millioner kan organisationerne fokusere på at støtte socialt udsatte frem for at hoppe fra tue til tue i jagten efter projektpenge. Samtidig giver vi i år et solidt løft til de fysiske forhold på sociale tilbud til de mest udsatte. Tilbuddene danner ramme for udsattes hverdag, og her kan f.eks. et nyt opholdsrum eller nymalede vægge gøre en kæmpe forskel for menneskers trivsel.”

- Astrid Krag

Socialordfører i SF Trine Torp siger:

”Det er så afgørende, at vi med disse midler hjælper nogle af de mange organisationer og steder, der har brug for så lidt for at løbe rundt, men gør så ufattelig meget for de mennesker, de er i kontakt med. Det gælder Forældrelandsforeningen FBU, som rådgiver forældre til anbragte børn, foreningen SPOR, som hjælper mennesker med senfølger efter seksuelle overgreb, hjemløse, væresteder for socialt udsatte mm. Nu får de større tryghed omkring driften af deres vigtige indsats.”

- Trine Torp

Politisk ordfører i Enhedslisten Pernille Skipper siger:

”Det har været centralt for Enhedslisten i finanslovsforhandlingerne, at det skulle være slut med den usikkerhed, der har præget sociale indsatser under satspuljen. Vi har som det eneste parti uden for satspuljen i årtier kæmpet for faste finanslovsbevillinger til projekter som Café Exit, der hjælper tidligere indsatte til et liv uden kriminalitet, og SABAAH, som arbejder med minoritetsetniske LGBT+-unge, som går igennem svære tider eller udsættes for negativ social kontrol. De er fuldstændig livsnødvendige for de mennesker, de arbejder med, og nu får de endelig fast grund under fødderne. Jeg er så glad.”

- Pernille Skipper

Socialordfører i Alternativet, Torsten Gejl, siger:

”Aftalen sikrer varig hjælp til nogle af de mennesker i vores samfund, som har det allersværest, ikke mindst hjemløse. Derfor har vi kæmpet for varig støtte til hjemløseorganisationen SAND og Gadejuristen, der arbejder for hjemløse, gadesex-sælgere, mennesker med misbrug og sindslidende. Vi har også prioriteret støtte til Café Exit, som hjælper mennesker i den svære overgang fra fængsel til løsladelse. Det er den slags organisationer, som er altafgørende for, at socialt udsatte får mulighed for en bedre tilværelse.”

- Torsten Gejl

Socialordfører i De Radikale Rasmus Helveg siger:

Jeg er glad for, at vi kan fjerne en stor usikkerhed hos mange af de organisationer, som gør en kæmpe forskel for mennesker, der har det svært. Vi sikrer, at der i mange år frem vil være penge til f.eks. Livslinien, som giver en fremstrakt hånd til mennesker med selvmordstanker. Og vi sikrer, at det tyske mindretal i Danmark fortsat vil have en velfungerende socialtjeneste.

- Rasmus Helveg Petersen

Blandt de organisationer, som fremover sikres permanent støtte på finansloven, er hjemløse-organisationen SAND, Landsforeningen af Væresteder, Kirkens Korshærs natcafé og Socialtjenesten for det tyske mindretal i Danmark. Samtidig er der i 2020 afsat ca. 22 millioner kroner til at forbedre de fysiske rammer for socialt udsatte på f.eks. opholdssteder og herberger.

Se hele aftalen om udmøntning af midlerne til civilsamfundet

Yderligere oplysninger

Pernille Skipper, socialordfører, Enhedslisten, tlf.: 3337 5080
Rasmus Helveg Petersen, socialordfører, Det Radikale Venstre, tlf.: 6162 5541
Trine Torp, socialordfører, Socialistisk Folkeparti, tlf.: 6162 4594
Torsten Gejl, socialordfører, Alternativet, tlf.: 6162 4651
Camilla Fabricius, socialordfører, Socialdemokratiet, tlf.: 3337 4057
Andreas Hald, pressemedarbejder i Social- og Indenrigsministeriet, tlf.: 4185 1266