Ny analyse: Sent anbragte klarer sig dårligere

22-01-2020
Pressemeddelelse Velfærdspolitisk analyse Udsatte børn og unge

Unge, der anbringes første gang som teenagere, får kortere uddannelse, er mere på kontanthjælp og kæmper mere med kriminalitet og misbrug end tidligt anbragte.

Børn og unge, der anbringes første gang i 15-17-års-alderen, klarer sig på en række parametre dårligere end dem, der har været anbragt som små.

Det viser den velfærdspolitiske analyse ”Tidligere anbragte som unge voksne” fra Social- og Indenrigsministeriet.

Analysen gennemgår, hvordan tidligere anbragte, der i 2018 var 25-29 år, klarer sig senere i livet. Her viser analysen en række forskelle mellem tidligt og sent anbragte i forhold til uddannelse, om de er på kontanthjælp, og om de er dømt for kriminalitet eller har været i behandling for stofmisbrug.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Denne analyse viser mig, at vi skal være på børnenes side og sætte tidligt ind, når det handler om anbringelser. Gør vi det, lider børnene mindre skade og kan klare sig bedre i livet. Omvendt kan det have store omkostninger, hvis vi forsøger at trække en anbringelse unødigt ud.”

- Astrid Krag

Analysen viser også, at unge, der har været anbragt på et tidspunkt i deres barndom, i forhold til uddannelse, kontanthjælp, kriminalitet og stofmisbrug klarer sig dårligere i forhold til de unge, der slet ikke har været anbragt.


Fakta

Forskelle mellem tidligt og sent anbragte 25-29-årige:

Grundskolen som højest fuldførte uddannelse: Blandt dem, der blev anbragt første gang som 0-2-årige, har 52 pct. ikke har fuldført mere end grundskolen. Blandt dem, der blev anbragt første gang, da de var 15-17 år, har 63 pct. grundskolen som højest fuldførte uddannelse.

Kontanthjælp: Blandt dem, der blev anbragt første gang som 0-2-årige, er omkring 21 pct. på kontanthjælp som 25-29-årige. Blandt dem, der blev anbragt første gang som 15-17-årige, er 25 pct. på kontanthjælp som 25-29-årige.

Stofmisbrug: 5-6 pct. af dem, der blev anbragt første gang som 0-5-årige, har været i behandling for stofmisbrug i årene 2016-2018, hvor de er i slutningen af 20’erne. I samme periode har omkring 8 pct. af dem, der blev anbragt som 12-17-årige, været i stofmisbrugsbehandling.

Kriminalitet: Blandt 25-29-årige mænd, der blev anbragt i 0-2-års-alderen, har 25 pct. fået en strafferetlig dom. For de mænd i samme aldersgruppe, der blev anbragt første gang som 15-17-årige, gælder det for godt 35 pct. Her er det dog vigtigt at være opmærksom på, at en anbringelse også kan iværksættes som led i en strafferetlig afgørelse for unge mellem 15-17 år. Dette bidrager til at forklare, hvorfor at kriminaliteten er højere blandt dem, som blev anbragt i en senere alder.


Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriet pressetelefon: 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)