Socialpolitik er en investering – ikke en udgift

13-01-2020
Ministerens taler og debatindlæg Ministeriet

Kronik i Altinget af social- og indenrigsminister Astrid Krag

"Kontor for virksomme indsatser og investeringer."

Indrømmet. Det er ikke nogen kioskbasker, at vi har fået et nyt kontor i Social- og Indenrigsministeriet.

Men det dækker over en grundlæggende forandring, vi har brug for i fremtidens socialpolitik. Socialpolitik er ikke hattedameri eller udgifter, der må bæres alene ud fra en moralsk forestilling om at hjælpe de såkaldt svage.

Nej, vi skal både investere i socialpolitikken, fordi det er solidarisk og en grundpille i den samfundskontrakt, vores velfærdssamfund bygger på. Og fordi det kan betale sig.

For jeg tror på, det kan betale sig at investere i mennesker, og jeg mener, det skal være grundlæggende for den måde, vi laver socialpolitik på i fremtiden.

På trods af systemet

Hver morgen, når jeg træder ind ad dørene til Social- og Indenrigsministeriet på Holmens Kanal 22, sender jeg et venligt blik til K.K. Steincke, hvis buste kigger ned til mig. Han havde også en tro på, at socialpolitikken skulle være en investering i mennesker og et bedre liv.

Som socialdemokratisk socialminister fra 1929 til 1935 er han uden sammenligning den største socialpolitiske reformator, vi har haft i Danmark i det 20. århundrede, og jeg kan ikke lade være med at tænke på hans ord om, "at et samfund skal kendes på den måde, det behandler sine svageste på".

Pointen holder stadig, selvom jeg nok ville skifte ordet "de svageste" ud med "de mest udsatte og sårbare mennesker". For mine mange møder med udsatte borgere de seneste måneder har vist mig meget tydeligt, at man faktisk skal være ret stærk for at klare den som udsat i Danmark i dag.

Et af de mennesker, der har efterladt et dybt indtryk, er Reiner, en ung mand fra Nordjylland. Jeg mødte ham første gang som helt ny socialminister, hvor han fortalte mig sin historie.

Reiner blev fjernet fra sit barndomshjem som 16-årig og anbragt akut i familiepleje. Kort efter blev han flyttet til et bosted, hvor hans bofæller lærte ham at ryge hash. Han blev storforbruger af rusmidlet og psykiatrisk patient. Trods hans unge alder opgav systemet ham, og hans sagsbehandler i kommunen foreslog ham førtidspension.

Men Reiner takkede nej. Det lykkedes ham at komme ud af sit misbrug. Han tog en bachelor i psykologi. I dag er han 33 år, arbejder som socialpædagog og hjælper selv andre mennesker, der har haft et svært liv.

Jeg mødte ham igen på det botilbud i det nordjyske, hvor han nu arbejder, for nylig. Han kom med den triste konstatering om sit livsforløb: "Jeg er ikke, hvor jeg er på grund af systemet. Man kan argumentere for, at jeg er her på trods af det."

Hattedameri i satspuljen

Reiners historie er desværre ikke enestående. Som socialminister har jeg mødt mange tidligere anbragte og hjemløse, der har fortalt lignende historier. Mennesker, som allerede tidligt i barndommen oplevede svigt på svigt. Og som vi som samfund skulle have hjulpet langt tidligere og bedre.

Deres historier afslører jo, at sikkerhedsnettet under de mest udsatte og sårbare i vores samfund – særligt børnene – ikke er fintmasket nok i dag.

De seneste mange års snak om tidlige indsatser har været, ja, for meget snak. Selvom vi i Danmark, takket være blandt andet Steincke, står et langt bedre sted end mange andre lande, hvor en mere liberal ideologi eller konservativt tankegods har hersket.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det kalder på en enorm ydmyghed hos mig at gå i Steinckes fodspor. Men vi må og skal tage nogle store skridt fremad, når det handler om fremtidens socialpolitik. For vi er for dårlige til at sætte tidligt ind og hjælpe mennesker med sociale problemer i dag.

Og vi står på nogle måder over for de samme problemer, som Steincke tog fat på at løse, da han argumenterede for rettigheder frem for almisser til de udsatte borgere.

Blandt andet må vi erkende, at der med satspuljen over årene gik for meget hattedameri i socialpolitikken og blev lavet for mange kortsigtede lappeløsninger med for mange små puljer og kortsigtede projekter.

Tidlig indsats betaler sig

Heldigvis er der allerede kommuner, der er gået foran andre og har vist vejen i forhold til at omlægge til tidligere indsatser.

Det gælder eksempelvis Herning, Haderslev og Hvidovre Kommune, der har turdet investere i mere forebyggelse. Blandt andet ved at ansætte flere socialrådgivere og dermed nedbringe antallet af sager per sagsbehandler. Ved at stille krav om tættere opfølgning på børnene, end serviceloven kræver, og styrke det tværfaglige samarbejde mellem socialrådgivere, PPR og sundhedsplejersker samt skabe et bedre samspil mellem special- og almenområdet.

Måske det kunne have gjort forskellen for Reiner, hvis det var den vej, der var blevet fulgt i socialpolitikken.

Den vej skal vi videre ad – og med markant hastigere skridt end hidtil. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der er mange penge at spare for samfundet, når vi bliver bedre til at gribe ind i tide.

Men der er langt til mål, og det vil kræve både mod og vilje til at investere – og til at tænke langsigtet. For det kan godt være, at afkastet først kommer på lidt længere sigt.

Ikke desto mindre viser erfaringerne fra Herning og andre foregangskommuner, at nogle af de penge, det koster af ansætte flere socialrådgivere og omlægge indsatserne, allerede på kort sigt kan hentes hjem, når det lykkes at forebygge senere og dyrere indsatser. Ved at sætte tidligere ind med den hjælp og støtte, det enkelte barn og den enkelte familie har brug for.

Og så handler tidlige indsatser i øvrigt ikke kun om børn og unge. Vi skal også blive bedre til at sætte hurtigt og rigtigt ind, når det gælder udsatte voksne. Det handler ganske enkelt om at blive bedre til at løse store problemer, mens de er små.

Socialpolitik er en investering

Min nordjyske vens historie er et godt eksempel på, at det betaler sig at sætte tidligt ind og investere i mennesker. Jeg tror, vi kunne have sparet Reiner for en masse hårde år og samfundet en masse udgifter. Hvis bare han var blevet hjulpet bedre og tidligere.

Derfor skal vi sætte os nye mål i socialpolitikken. Vi skal tænke langt mere i tidlige og forebyggende indsatser, og vi skal blive langt bedre til at skabe sammenhæng i indsatserne og arbejde tværgående og helhedsorienteret.

Det kræver, at vi også i langt højere grad tænker socialpolitikken som en investering i mennesker.

Vi har i Danmark i for mange år alene set på socialpolitikken som en udgift. Med investeringstankegangen bliver det tydeligt, at penge brugt på de rigtige sociale indsatser betaler sig. Og når socialpolitikken lykkes bedre, så betyder det også færre udgifter og dermed midler frigivet til bedre velfærd.

Men det kræver, at vi rent faktisk er villige til at investere og dermed skabe gode liv.

Derfor er jeg meget glad for, at kommunerne har taget så godt imod Den Socialøkonomiske Investeringsmodel, SØM, der har været lidt af et socialdemokratisk hjertebarn.

Modellen er for mig et banebrydende værktøj, der kan hjælpe kommunerne med at tænke mere tværgående og langsigtet i socialpolitikken. Fordi modellen hjælper kommunerne med at regne på, hvad der kan spares i fremtiden, når der iværksættes en social indsats.

Det er klart, at for eksempel misbrugsbehandling koster penge i socialforvaltningen her og nu. Men det er jo lige så klart, at det med et ungt menneske som Reiner havde været penge godt brugt, hvis han kunne have fastholdt sin tilknytning til uddannelse og sidenhen arbejdsmarkedet.

Og bedre endnu: hvis han var blevet ordentligt inddraget i sin egen anbringelsessag og havde fået et kærligt hjem i stedet for en plads på en institution, hvor han endte som misbruger. Hvad det ikke havde sparet i overførsler, sundhedsudgifter og – ikke mindst – livskvalitet.

Permanente penge frem for puljetyranni

Jeg kan ikke opfordre kommunerne nok til at bruge SØM konsekvent og systematisk, så beregninger på modellen indgår som en del af det politiske beslutningsgrundlag, når der lokalt skal investeres i nye sociale indsatser.

Derfor var det afgørende vigtigt for mig, at vi fik skrevet SØM ind i den økonomiaftale, regeringen har indgået med kommunerne. Og investeringstankegangen bliver et helt centralt pejlemærke, når vi tilrettelægger regeringens socialpolitik.

Som minister vil jeg derfor også kaste mange kræfter ind i udviklings- og investeringsprogrammerne på socialområdet, som skal understøtte en mere vidensbaseret, langsigtet og effektfuld socialpolitik med afsæt i virksomme indsatser, som kommunerne efterspørger. Med en samlet udmøntning på omkring en halv milliard kroner over fire år – vel at mærke permanente penge frem for satspuljens puljetyranni.

Dette skal selvfølgelig tænkes tæt sammen med aktiviteterne i regi af Den Sociale Investeringsfond, som jeg fremadrettet vil have det politiske ansvar for.

Fonden skal bane vejen for helt nye offentlig-private partnerskaber for sociale investeringer bredt på velfærdsområderne. Og Socialdemokratiet har meldt klart ud, at vi er parate til at skyde flere midler i fonden, hvis de andre partier omkring den vil være med til at løfte opgaven.

Så rammerne er nu for alvor til stede for at sætte fuldt blus på investeringsdagsordenen.

Livtag med systemet

Men blusset kræver energi. Her kommer vi ikke uden om mere viden, som er den afgørende energikilde. Investeringer kan vi kun regne på og prioritere ud fra, hvis vi rent faktisk har viden om, hvad effekterne af sociale indsatser er.

Ny viden kræver nye data. Og her er der stadig et godt stykke vej endnu, selvom – det skal siges – socialområdet er et andet sted i dag end for bare få år siden, når det gælder kvaliteten, dækningen og aktualitet af data. Og det er helt afgørende for, at vi både lokalt og nationalt kan træffe politiske beslutninger på et oplyst grundlag.

Derfor har det også været vigtigt for mig med økonomiaftalerne at få håndslag fra kommunerne på at fortsætte det gode samarbejde om bedre data.

Ikke mindst bedre udgiftsdata, som er et helt afgørende input, når der skal regnes på SØM. Dét, man får ud af en model, bliver som bekendt aldrig bedre end det, man putter ind i den.

Men: Vi skal også vide, hvad der ikke virker. Her mener jeg, vi i mange år har haft et for snævert fokus på evidensbaserede metoder. Dem skal vi fortsat have fokus på. Kommuner kan ikke levere en social indsats af høj kvalitet, hvis de ikke kan gøre brug af metoder med dokumenteret effekt.

Men jeg vil have bredt fokus ud. Så vi i højere grad får taget livtag med "systemet".

Det hænger også tæt sammen med investeringsdagsordenen. Erfaringen viser ganske enkelt, at hvis man investerer i et dårligt system, så får man ikke et bedre system. Man får derimod et større dårligt system.

Derfor skal vi både have identificeret de systemfejl, der er i dag, og identificeret de kommuner, der leverer best practice, når det gælder organiseringen af den sociale indsats på tværs af forvaltninger og sektorer. Så indsatsen bliver sammenhængende og helhedsorienteret.

Socialpolitik er god beskæftigelsespolitik

Og så skal vi gøre op med den borgerlige ideologi, der har hersket på socialområdet: Mantraet har været, at beskæftigelsespolitik altid er den bedste socialpolitik.

Javel, Steincke havde også som god socialdemokrat den meget klare holdning, at hvis man kunne, så skulle man forsørge sig selv. Ret og pligt er også min holdning.

Et arbejde på ordinære vilkår må bare aldrig blive det eneste svar til de mest udsatte mennesker i vores samfund, og derfor vil jeg også sige meget klart som socialminister og socialdemokrat: Nogle gange er socialpolitik den bedste beskæftigelsespolitik.

For det hjælper ikke at presse sårbare og udsatte mennesker – hjemløse og mennesker med misbrug, psykiske vanskeligheder eller handicap – endnu mere ved at sætte ydelserne længere og længere ned. Eller piske dem rundt i beskæftigelsessystemet.

Dét, der hjælper, er at give hjemløse en bolig og den bostøtte, de har brug for i hverdagen. At give en effektiv misbrugsbehandling og forebygge tilbagefald. At hjælpe mennesker med psykiske vanskeligheder og handicap til større selvhjulpenhed i det daglige og til et stærkere socialt netværk. Det er for nogle det først skridt på vejen til et liv med uddannelse og job.

Brug for nærhedsreform

Som sagt kaster jeg et blik op på busten af Steincke hver morgen, når jeg kommer ind i ministeriet. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke, hvad Karl Kristian (sådan hed han) ville sige, hvis han kunne kaste et blik ned på os i dag. Jeg tror, han ville sige tre ting.

For det første ville han sige, at vi skal investere i sociale indsatser, der styrker den enkeltes selvværd og selvstændighed.

For det andet, at vi skal turde tage livtag med systemet, som han selv gjorde det med sin socialreform.

Og så tror jeg, han ville sige, at uden dygtige og engagerede medarbejdere i kommunerne – med en stærk faglighed – så kan vi have nok så mange evidensbaserede metoder og lave nok så mange smarte organisationsændringer. Steincke lagde i sit eget virke stor vægt på saglighed og faglighed, og det er i sidste ende medarbejderne, der med afsæt i deres faglighed skal gøre forskellen for mennesker som Reiner og de andre, som vi ikke fik hjulpet tidligt nok.

Derfor har vi også brug for en nærhedsreform, så medarbejderne ikke drukner i alle de gode intentioner om, hvordan de skal udføre deres arbejde. Vi skal skrue ned for detailstyring oppefra og skabe rum for faglighed og ledelse på det sociale område.

Samtidig kræver det, at vi gør op med den underfinansiering af de kommunale budgetter, den borgerlige regering har stået for. Når velfærdssamfundet svækkes, er de udsatte de første, der taber.

Derfor har regeringen sikret det største løft af den kommunale velfærd i mange år med den seneste økonomiaftale. Det bliver et langt sejt træk at rette op på de borgerliges svigt af velfærden, men første skridt er, at der nu er velfærd til det stigende antal mennesker med behov.

Næste store skridt fremad

Reiners historie viser, at der er brug for, at vi sætter ind med den rette hjælp i tide. Hans historie viser også, at vi aldrig må opgive mennesker. For der er altid en vej til et bedre liv.

Den bedste hjælp til Reiner og andre er derfor et styrket velfærdssamfund. Et stærkt fællesskab og reelle lige muligheder kan både løfte udsatte og forebygge udsathed.

Det lyder måske ikke af meget med et nyt kontor i Social- og Indenrigsministeriet. Og det er da også kun ét af mange skridt på vejen mod fremtidens socialpolitik.

Men med mange stilleskruer og en fælles forpligtelse så tror jeg, at vi kan tage det næste store skridt fremad i en socialpolitik efter satspuljen, der sikrer, at fællesskabet er der i tide for alle udsatte børn og unge. Så Reiners historie ikke kan fortælles igen til fremtidens socialministre.