Forældrenes ret til deres børn er ikke ubetinget

13-07-2020
Ministerens taler og debatindlæg Corona | COVID-19 Udsatte børn og unge

Kronik i Politiken af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Coronakrisen har på mange måder været et forstørrelsesglas over vores velfærdssamfund. Det har tydeliggjort værdien af de velfungerende ting, som vi mangler, når de ikke er der – eksempelvis stærke daginstitutioner og skoler. Og de har sat en tyk streg under de steder, hvor vi ikke er i mål med visionen om gode og trygge liv for alle borgere. Særligt hjerteskærende er at følge, hvor svært nogle børn har det i Danmark.

Det er de børn, der i den normale præcorona-hverdag lige præcis klarede sig igennem, fordi skole og fritidstilbud gav dem et pusterum væk fra familien. Det er de børn, hvis forældre tilsvarende har været dybt afhængige af en pause fra forældreansvaret i løbet af dagtimerne. En pause, som coronakrisen tog fra dem.

Mens hverdagen, som vi kender den, har været lukket ned, er antallet af opkald til BørneTelefonen i Børns Vilkår steget efter den delvise nedlukning af Danmark i marts.

Et notat, som organisationen har lavet på baggrund af over 600 henvendelser, viser, at udsatte børn rammes særligt hårdt af krisen. Det gælder eksempelvis børn, der er anbragt uden for hjemmet eller børn, der i forvejen bekymrer sig på grund af sygdom, familiens økonomi eller arbejdssituationen.

Samtidig meldte kvindekrisecentrene allerede i begyndelsen af coronakrisen om en fordobling i antallet af henvendelser fra kvinder, som flygter fra voldelige partnere. Det er voldsomt for kvinderne, men ofte har børnene i de familier set ting, som for evigt vil være prentet i deres hukommelse. Også Mødrehjælpen melder om, at volden og konflikterne stiger i de sårbare familier, som de har kontakt til.

Hvis nogen tidligere var i tvivl om, at vi har et problem, der trænger til at blive taget langt mere alvorligt, end man hidtil har gjort, så kan coronakrisens konsekvenser for udsatte børn og sårbare familier tjene som lidt af en øjenåbner.

Nedlukningen har nemlig vist, hvad vi desværre vidste i forvejen: At for mange børn vokser op i hjem, hvor vold, misbrug af alkohol og stoffer og tunge psykiske lidelser er et vilkår i dagligdagen. Et vilkår, der måske kan udholdes, når man er væk hjemmefra og bruger det meste af dagen i skolen, på fritidsinstitutionen og med vennerne, men som bliver ubærligt, når hele dagen går med mors og fars problemer.

Alle forældre vil deres børn det bedste, men for nogen er det sværere end for andre.

For nylig lånte jeg min Facebook-side til Amanda, der er vokset op i et hjem med en dybt alkoholiseret mor. Hun skrev:

"De eneste tidspunkter, jeg kunne føle mig glad og tryg som barn, var, når jeg trådte ud af hjemmet. Når jeg var hos venner, i skolen eller på fritidshjemmet. Når jeg fik lov at overnatte hos naboen, hvis alkoholtågerne i mit barndomshjem blev for tætte."

I kommentarsporet delte mange deres oplevelser fra opvæksten og relaterede dem til coronakrisen.

"Jeg husker tydeligt, at jeg ikke ville hjem, når han var syg/psykotisk. Jeg kan godt sætte mig ind i, hvordan udsatte børn må have det specielt nu. Det er ganske forfærdeligt for dem", skrev en kvinde for eksempel om opvæksten hos sin far. De mange kommentarer har prentet sig på min nethinde og burde være fast pensum for både socialrådgivere og kommunalpolitikere, når indsatsen for udsatte børn skal tilrettelægges.

Det er kun få måneder siden, at statsminister Mette Frederiksens holdt sin nytårstale om udsatte børn. Om hvordan vi skal gøre mere for børn, der udsættes for omsorgssvigt.

Den handlede om børn, der er i samme situation, som Amanda engang var: De svigtes af os som samfund, når vi skrider ind alt for sent, og et barn for eksempel først bliver anbragt som 12-årig efter mange år med forskellige mislykkede indsatser. Men et barn har kun én barndom. Alle børn fortjener et trygt hjem helt fra begyndelsen.

Talen skabte stor debat.

Ikke mindst blandt meningsdannere, der mente, den var for snæver, og at det var et meget lille, marginalt emne, statsministeren kastede sig over. Hvor var de store, politiske problemer og statsmandsarmbevægelserne? Hvad var det nu for noget med de der udsatte børn? Jeg tænker, at ingen længere er i tvivl om, at her har vi at gøre med en ganske vigtig sag, hvor vi skal lykkes bedre som velfærdssamfund og fællesskab.

I dagens Danmark bliver der gjort en stor indsats for udsatte børn af plejefamilier, pædagoger, socialpædagoger, sociale organisationer, kommuner og mange andre. Det gør en forskel, men vi må som politikere erkende, at vi ikke er i mål. Langtfra.

Vi må ikke vende det blinde øje til udsatte børn, der stadig oplever svigt i familierne. De børn, der henvender sig til BørneTelefonen, Ungdommens Røde Kors, Tuba og andre gode, frivillige kræfter har brug for voksne, der ikke kigger den anden vej. Hverken nu eller når vi igen får en mere normal hverdag.

Vi skal ikke acceptere, at børns hverdag kun lige knap hænger sammen, fordi de får timer nok væk fra hjemmet.

Knud Aarup, formand for Bedre Psykiatri og tidligere direktør i Socialstyrelsen, argumenterede tilbage i januar for, at 'kommentariatet' havde misforstået tyngden af statsministerens nytårstale og det kæmpe samfundsproblem, vi har, når vi sætter for sent ind med hjælpen til udsatte børn.

Han beskrev i et indlæg, hvordan for sene anbringelser får katastrofale konsekvenser for de tidligere anbragte som voksne, og at det presser hele vores velfærdsmodel:

"Trygheden er under pres i det danske samfund, og med utrygheden forsvinder også tilliden... Derfor er det på tide at pakke den store socialpolitik ud. Den, som handler om fred-sikringen indadtil og udadtil, som den tidlige vesttyske forbundskansler Willy Brandt udtrykte det i 1969. Nytårstalen handler derfor i bund og grund om Danmark som et socialt bæredygtigt samfund. Men det er nok for svært for kommentariatet", skrev han.

Regeringen vil sætte børnene først. I alle paragraffer og i alle sager. Det bunder i en erkendelse af, at barnets egen stemme kommer for sent og for lidt frem i dag. Med de konsekvenser, det har for manglende og forkert hjælp. Og for mange udsatte børn, der flyver under radaren.

Coronakrisen og det stigende antal henvendelser til bl. a. BørneTelefonen og krisecentrene viser tydeligt, at problemet med omsorgssvigt af børn er til at tage og føle på.

Vi ved, at mange bliver anbragt i en sen alder. Vi anbringer næsten fem gange flere 16-årige end etårige, toårige eller treårige. Eller fire-, fem-eller seksårige. Og mange af de børn, der anbringes, når deres barndom synger på absolut sidste vers, har været kendt af systemet i flere år.

Størstedelen af børn og unge anbragt uden for hjemmet har modtaget en eller flere forebyggende foranstaltninger som pædagogisk støtte i hjemmet eller en kontaktperson, inden de bliver anbragt. Ofte i ganske mange år og uden det ønskede resultat. Imens har barnet betalt prisen.

Derfor skal vi anbringe flere børn tidligere. Også selvom det må ske uden de biologiske forældres samtykke. Ikke fordi flere tvangsanbringelser er et mål i sig selv, men fordi målet er at forebygge massive omsorgssvigt i barndommen.

Stærke organisationer som Børns Vilkår og Socialpædagogerne fortæller også, at de i deres arbejde oplever børn, som alt for sent er blevet anbragt.

Der er for få år til at gøre op for en barndom fuld af svigt. Barndommen bliver en dom over barnet, og voksenlivet ender i en blindgyde af arbejdsløshed, psykisk sygdom og hjemløshed for alt for mange af de tidligere anbragte børn.

Vores velfærdssamfund er født ud af et ønske om at gøre op med social uretfærdighed og at sikre alle mennesker trygge rammer og gode muligheder i deres liv.

I dag kan man desværre stadig alt for ofte forudse, hvilke børn der vil klare sig godt og mindre godt i livet.

Socialt udsatte har ofte en ting til fælles: De blev svigtet i deres barndom.

Regeringen er af nogle blevet beskyldt for at have en ideologisk tilgang til anbringelsesområdet. Men er det ideologi, når vi prioriterer børnenes rettigheder først? Åbenbart.

Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti har betegnet regeringens ønske om at hjælpe flere børn tidligere som 'uhyggeligt' (Kristeligt Dagblad 7. januar), for – som han gav udtryk for: "Børnene er forældrenes – ikke statens eller Socialdemokratiets".

Jeg er enig i, at børnene ikke er statens eller noget partis ejendom. Børnene er til i deres egen ret.

Og modsat Martin Henriksen er jeg af den opfattelse, at forældrenes ret til deres børn ikke er ubetinget. Hvis forældrene svigter barnets grundlæggende ret til tryghed og omsorg, skal fællesskabet tage over. Det har vi pligt til.

Jeg er langt mere enig med den tidligere formand for Børnerådet Per Schultz Jørgensen, der kom med følgende pointe om nytårstalen i et interview:

"Barnet har ret til stabilitet og tryghed, også selvom det går imod forældrenes ret til at være forældre. Det er en vigtig debat, og her er jeg helt enig i Mette Frederiksens ambition: Hvis mor og far ikke kan give børnene en ordentlig barndom, skal vi som samfund træde til. Tvangsanbringelser og tvangsadoptioner, også tidligt i barnets liv, er nogle gange nødvendige, også selvom det er et af de hårdeste indgreb, man kan foretage i en familie".

Børnene er nemlig deres egne – ikke forældrenes. Og slet ikke, når forældrene svigter deres børn.

Jeg taler ofte med hjemløse. De fortæller næsten samstemmende om, hvordan deres deroute tog sin start i barndommen. Eksempelvis som Gadens Stemme-guiden og Hus Forbi-sælgeren Chopper. Han fortalte mig om en omverden, der vendte blikket væk, mens han blev svigtet og revet ud af sin barndom.

"Men det må man ikke! Ikke når det er et barn. Man må ikke kigge den anden vej", sagde Chopper til mig, da han viste mig rundt i Indre By set fra den hjemløses perspektiv.

Hvor har han ret! Siden svigtet i barndommen faldt han gennem alle hullerne i vores sociale sikkerhedsnet.

Choppers historie er langtfra enestående. Vi ved, at hele 34 procent af de hjemløse unge har været anbragt i deres barndom.

Mange udsatte børn er meget alene lige nu, i familier, hvor vold eller alkoholmisbrug kan være eskaleret under krisen.

Men midt i den barske virkelighed for alt for mange børn, der åbenbarer sig lige nu på grund af corona og nedlukningen af store dele af Danmark, er der også en mulighed for gøre noget ved problemerne.

Den mulighed må vi ikke tabe på gulvet, når dagligdagens trummerum vender tilbage.

Budskabet fra statsminister Mette Frederiksen i nytårstalen skal tværtimod helt frem: Børnene skal sættes først.

Partierne bredt i Folketinget har støttet nødpakker til kvindekrisecentre og udsatte børn og familier under coronakrisen. Til behandling og støtte til børn i alkoholramte familier. Til psykisk syge og sårbare forældre og deres børn.

Det brede samarbejde om vores mest udsatte er meget positivt.

Der er desværre rigtig mange børn derude, som har brug for hjælp. Hjælp til at få en hverdag som alle andre børn. En hverdag, der giver dem en bedre barndom nu og her, og som kan sende dem godt videre i voksenlivet.

Jeg ser frem til, at vi igen kan gå i gang med arbejdet om for alvor at sætte børnene først i vores sociale system.

Regeringen har allerede præsenteret sine første forslag til bedre hjælp til udsatte og anbragte børn og vil arbejde videre med området i tre spor, hvor organisationer, eksperter og ikke mindst børnene selv skal inddrages:

For det første et spor, der handler om flere tidligere anbringelser og bedre kvalitet i anbringelserne. Lige nu ser vi desværre for eksempel, at færre melder sig som plejefamilier.

Støtter vi vores engagerede plejefamilier godt nok? Gør vi tilstrækkeligt for, at socialpædagogerne eksempelvis kan levere høj kvalitet på opholdssteder og døgninstitutioner?

Det tror jeg ikke, og derfor vil vi finde flere løsninger på dette område.

Vi skal sikre mere ro og stabilitet for børnene, fordi udsatte børn fortjener en rigtig familie, som ikke kun er til låns. Bortadoption skal bruges bedre, og økonomien må ikke stå i vejen for den rigtige indsats.

Et andet spor handler om barnets stemme. I dag viser flere undersøgelser, at børnene hverken bliver inddraget nok i deres egen sag eller føler sig lyttet nok til.

Barnet skal have en stærkere stemme i sit eget liv. Derfor vil vi lave en helt ny lov: barnets lov. Vi skal have et nyt fundament for området, så barnet altid sættes først. Barnets rettigheder skal være det gennemgående princip i alle paragraffer.

Vi vil for eksempel slå fast, at en anbringelse ikke skal være en sidste udvej, sådan som det opfattes mange steder i dag. Det vigtigste er at forebygge omsorgssvigt og skader på børn, og her kan en anbringelse være den rette forebyggelse.

Det tredje spor handler om at komme godt ind i voksenlivet. Vi skal i dybden med, hvordan vi bedre støtter og følger op på, hvordan det går med bolig, job og uddannelse i de første år af voksenlivet for tidligere anbragte.

Vi vil bl.a. se på, hvordan flere frivillige mentorer og frivillige venskabsfamilier kan give de anbragte nogle stærke og varige ikke-betalte relationer med ind i voksenlivet.

Før coronakrisen gjorde regeringen det klart, at vi står på børnenes side. Det gør vi stadig.

Coronakrisen har blot vist os, hvor vigtigt og bydende nødvendigt det arbejde er.

Nu skal vi i gang med et bredt politisk arbejde for at gøre en reel ny og bedre indsats for alle Danmarks børn.