Ny tilskudsudmelding på grund af teknisk fejl

02-07-2020
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

En del af kommunernes ældreudgifter er maskinelt blevet indlæst som udgifter til børn. Derfor udsender Social- og Indenrigsministeriet en ny tilskudsudmelding til kommunerne.

Onsdag den 1. juli meldte Social- og Indenrigsministeriet tilskud og udligning ud for 2021. Efterfølgende har nogle kommuner henvendt sig angående en forskydning i det aldersbestemte udgiftsbehov. Ministeriet har på den baggrund undersøgt forskydningen og konstateret, at der desværre er sket en indlæsningsfejl i forbindelse med opgørelsen til tilskudsudmeldingen.

Fejlen er opstået som følge af en generel ændring i kommunernes kontoplan. Ændringen betyder, at der fremover skal indlæses flere detaljer for at adskille konteringen af udgifter til blandt andet ældre og børn i kommunerne.  Det har i forbindelse med udmeldingen medført, at en del af ældreudgifterne maskinelt er blevet indlæst som udgifter til børn.

Indlæsningsfejlen har ikke betydning for udligningsreformen eller for de beregninger, der er foretaget i forbindelse med aftalen om reformen.

Social- og Indenrigsministeriet retter nu op på fejlen og udsender en ny tilskudsudmelding til kommunerne allerede senere i dag.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)