Kvinder på krisecentre får nu 10 timers gratis psykologhjælp

25-06-2020
Nyhed Pressemeddelelse Udsatte voksne

Folketinget har vedtaget en lov, der sikrer ret til 10 timers gratis psykologhjælp til beboere på kvindekrisecentre.

Der er bedre hjælp på vej til de mange kvinder, som udsættes for partnervold. Fra den 1. juli får alle kvinder, der indskriver sig på et kvindekrisecenter, ret til 10 timers gratis psykologhjælp. Det skal sikre, at voldsudsatte kvinder kan få bearbejdet de svære oplevelser, så de kan komme tilbage til en normal tilværelse.

Initiativet er en del af aftalen om Finansloven 2020, hvor regeringen, De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet blev enige om at styrke indsatsen mod vold på flere områder. I dag stemte et flertal i Folketinget for lovforslaget, så alle kvinder på krisecentre tilbydes 10 timers gratis psykologhjælp.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

Alt for mange kvinder betaler en høj pris for at vælge en forkert partner. Det er ikke nok at få kvinder væk fra volden, hvis de går tilbage til en voldelig mand efter et ophold på krisecenter. Med gratis psykologhjælp giver vi kvinder mulighed for at bearbejde de svære oplevelser og bane vejen ud af voldens spiral.”

- Astrid Krag

Der er afsat 55 mio. kr. i 2020 og 75 mio. kr. i årene frem til både gratis psykologhjælp og til oprettelsen af flere pladser på kvindekrisecentrene.

Loven om psykologhjælp træder i kraft 1. juli, og herefter er kommunerne forpligtede til at tilbyde psykologhjælp til alle kvinder, der bliver indskrevet på et kvindekrisecenter.

Ud over flere pladser og psykologhjælp på kvindekrisecentre er der afsat både varige og nye midler på finansloven til at styrke den ambulante rådgivning til voldsudsatte og voldsudøvere.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon i, tlf.: 4185 1360 (modtager ikke SMS)