Vi prioriterer de udsatte børn

18-05-2020
Ministerens taler og debatindlæg Udsatte børn og unge Corona | COVID-19

Indlæg i Ekstra Bladet af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Debattøren Geeti Amiri rejser i Ekstra Bladet 13. maj et meget vigtigt problem: Coronakrisen rammer udsatte børn ekstra hårdt. Men hun tager fejl, når hun skriver, at udsatte børn ikke er blevet prioriteret ved forhandlingsbordene i regeringen. Vi gør nemlig meget af det, hun råber op om, at vi bør gøre.

Blandt andet har vi målrettet 131 mio. kr. til at hjælpe udsatte børn godt tilbage i skole og lukke faglige huller, til ferielejre og til støtte til børn og unge, der har forældre med alkohol- eller stofmisbrug.

Vi har også givet ekstra støtte til f.eks. BørneTelefonen. Når Geeti Amiri hævder, at ingen tager telefonen, når børnene ringer, er det forkert. De tager også telefonen hos TUBA, Mødrehjælpen, Red Barnet, KFUM og Røde Kors, skulle jeg hilse og sige. Kommunerne har under hele nedlukningen fortsat skullet reagere på underretninger, så også her er telefonen blevet taget.

Da Danmark blev lukket delvist ned, besluttede vi at opretholde socialområdet som en kritisk funktion. Det betød, at f.eks. døgntilbud og anbringelsessteder for udsatte børn fortsatte som normalt.

Kommunernes nødpasning har også hele tiden været åben for udsatte familier, og socialrådgivere i kommunerne har været særligt opmærksomme på børn, som i forvejen har det svært derhjemme.

Er der fortsat store problemer at adressere for de mest udsatte børn efter corona? Helt klart! Og det arbejde prioriterer vi højt.