Nye midlertidige regler for byråds- og regionsrådsmøder

23-03-2020
Pressemeddelelse Corona | COVID-19 Kommuner og regioners styrelse

Ny bekendtgørelse skal værne mod coronasmitte og beskytte det lokale demokrati.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har nu udstedt en bekendtgørelse, som sikrer, at kommuner og regioner altid kan ledes på en måde, hvor også regeringens og myndighedernes nyeste tiltag og anbefalinger til at forebygge eller inddæmme smitte med coronavirus overholdes.

Bekendtgørelsen giver mulighed for at fravige en række styrelsesretlige regler. Det vil være op til formanden for byråd, regionsråd eller udvalg at beslutte, hvordan det konkret skal ske.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Vi har allerede set, at den nuværende situation giver store udfordringer for nogle kommuner og regioner, når der skal holdes møder. Kommunerne og regionerne står for vigtige samfundsopgaver, ikke mindst i den aktuelle situation med coronasmitte. De skal også kunne træffe beslutninger under de nuværende ekstraordinære betingelser. Med bekendtgørelsen gør vi det muligt for dem at fortsætte arbejdet på en måde, hvor regler og anbefalinger om at forebygge og inddæmme smitte bliver fulgt.”

- Astrid Krag

Med de nye midlertidige regler kan møder holdes som video- eller telefonmøder.

Det bliver også om nødvendigt muligt at holde alle byråds- og regionsrådsmøder uden offentlighedens adgang. Hvis det kan lade sig gøre, skal man offentliggøre video eller lyd fra mødet, og beslutninger fra mødet skal ligesom normalt offentliggøres.  

Der åbnes derudover en særlig mulighed for med tilslutning fra kommunalbestyrelsen eller regionsrådet at indføre en slags nødstyre. Dog kun hvis det ikke er muligt på betryggende måde at gennemføre møderne over video eller telefon.

Ved nødstyre vil økonomiudvalget/ forretningsudvalget overtage ledelsen af kommunen eller regionen.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

”Vi giver mulighed for, at man lokalt kan beslutte, hvordan det kommunale og regionale demokrati bedst fungerer i den nuværende situation. Det er vigtigt, at vi værner om det lokale demokrati samtidig med, at vi værner imod smittefaren. Derfor kræver beslutning om at indføre nødstyre efter bekendtgørelsen et flertal i kommunen eller regionen, og kun hvis det ikke på betryggende måde lader sig gøre at afholde møderne på anden vis. Baggrunden for at indføre nødstyre skal lægges åbent frem.”

- Astrid Krag

Bekendtgørelsen ophæves den 1. juli.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Chefkonsulent Lise Brandi-Hansen, lbh@sim.dk, tlf. 72 28 25 20