Socialt udsatte skal stadigvæk have nødvendig hjælp

11-03-2020
Pressemeddelelse Ministeriet Udsatte børn og unge Udsatte voksne Corona | COVID-19

Regeringen arbejder for at beskytte socialt udsatte mod coronavirus.

Regeringen har besluttet, at kritiske funktioner opretholdes, mens offentligt ansatte sendes hjem. Det sociale område er en del af de kritiske funktioner, der bliver opretholdt.

Det betyder bl.a., at alle døgntilbud, anbringelsessteder for børn og unge og botilbud for voksne opretholdes.

Mennesker med handicap eller særlige sociale problemer skal fortsat have den mest nødvendige hjælp, og hjemløse skal ikke sættes på gaden.

Det samme gælder for anbragte børn og unge, som heller ikke vil blive hjemgivet fra eksempelvis et opholdssted.

Derudover har mange socialt udsatte svækket immunforsvar og kroniske sygdomme og skal derfor beskyttes mod coronavirus.

Det er afgørende, at Sundhedsstyrelsens anbefalinger kommer frem til socialt udsatte, og at alle, der er i kontakt og arbejder med socialt udsatte hjælper med at informere og selv følger anbefalingerne.

Social- og Indenrigsministeriet er løbende i dialog med en række brugerorganisationer på socialområdet og aktører, der driver sociale tilbud, om situationen.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressevagt, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Find yderligere kontaktinformationer på denne side