Udspil gør forskelle mindre

06-03-2020
Ministerens taler og debatindlæg Kommunal- og regionaløkonomi

Debatindlæg i Nordjyske Stiftstidende af social- og indenrigsminister Astrid Krag

NORDJYSKE's lederskribent skriver (4.3.), at jeg som social- og indenrigsminister "åbenlyst tilgodeser egen valgkreds med ekstra penge" i regeringens udspil til en udligningsreform.

Men det er en grov påstand og spekulation, som ikke holder til et faktatjek.

Regeringens udspil gør forskellene mindre i Danmark, så der er råd til velfærd i hele landet. Vi har lavet et retfærdigt udspil, der omfordeler 1,4 milliarder kroner fra hovedstadsområdet og velstillede kommuner omkring de store byer til dem med flest sociale udfordringer.

Den omfordeling kommer Nordjylland til gode, hvor alle kommuner vil modtage i udligning med regeringens udspil.

Og hvad så med min valgkreds, som er Køge-Lejre på Sjælland?

Med regeringens udspil skal Lejre Kommune bidrage med næsten 29 millioner kroner mere og er dermed blandt de kommuner, der skal afgive mest.

Favoriserer jeg hermed min valgkreds? Svaret er selvfølgelig nej.

Og hvad med den anden kommune i min valgkreds? Køge Kommune modtager i alt 18 millioner kroner ved udspillet, fordi vi holder hånden under hovedstadskommuner med flere socialt udsatte, udlændinge og boligsociale udfordringer.

Beløbet svarer til 0,15 procent af kommunens beskatningsgrundlag. Det gør Køge Kommune til en af de kommuner, der får den mest beskedne gevinst ved vores udspil.

Til sammenligning modtager Vesthimmerland Kommune 1,01 procent af beskatningsgrundlaget. For Mariagerfjord Kommune er tallet 0,69 procent. Fordi vi i regeringen mener, at Danmark er for lille til store forskelle.

I øvrigt kom VLAK-regeringen i deres udspil også frem til, at Køge Kommune skulle modtage flere penge fra udligningsordningen.

Jeg har stor forståelse for, at udspillet til en udligningsreform skaber stor debat. Men det er urimeligt og uholdbart, når uberettigede beskyldninger sniger sig ind på lederplads i en avis.