Vi skal være på børnenes side

11-03-2020
Ministerens taler og debatindlæg Udsatte børn og unge

Debatindlæg i Kristeligt Dagblad af social- og indenrigsminister Astrid Krag

Regeringens tilgang til tvangsfjernelser er "enøjet", fordi vi ikke straks omfavner Dansk Folkepartis forslag om ændrede regler for de såkaldte forældrekompetenceundersøgelser. Det er i hvert fald påstanden i denne avis' lederartikel fra i onsdags.

"Kan det ikke tænkes, at man på samme tid kan have fokus på både børn og forældres rettigheder?", spørger han retorisk.

Det korte svar fra regeringen er: Jo, selvfølgelig. Retssikkerheden i anbringelsessager skal være i orden - for både børn og forældre. Vi har sagt meget tydeligt, at vi både skal hjælpe flere børn tidligere og styrke sagsbehandlingen. Det ene udelukker ikke det andet.

Hvis man har fulgt med i debatten efter statsministerens nytårstale om, at flere børn skal have et nyt hjem tidligere, ja, så kan man godt få det indtryk, at kommunernes sagsbehandling sejler. Sådan er det nu ikke. Der er for mange procesfejl, og det skal der rettes op på. Men det er vigtigt at holde fast i, at fejlene ikke er af en sådan karakter, at de fører til forkerte afgørelser. Over 98 procent af de påklagede sager om tvangsfjernelser bliver fastholdt af Ankestyrelsen.

I mine øjne er det største problem i sagsbehandlingen i dag, at børn ikke høres og inddrages godt nok. I godt halvdelen af de gennemgåede sager i Børnesagsbarometret var reglerne om børnesamtale ikke overholdt. De børn blev altså ikke hørt og inddraget forud for afgørelsen af deres egen "sag", som jo er deres eget liv. Det viser, at systemet ikke er godt nok på børnenes side.

Det taget i betragtning, er det da lidt pudsigt, at nyhedsredaktøren ikke beskylder Dansk Folkeparti for "enøjet" at fokusere på retssikkerheden for forældrene, som i mange tilfælde står stærkere end børnenes.

Når vi i regeringen ønsker mere fokus på børnene, skyldes det, at vi i alt for mange tilfælde har sat forældrenes ret til barnet over barnets ret til en god barndom.

Jeg har hørt utallige historier fra tidligere anbragte børn om forældre, der blev givet chance på chance, mens de selv oplevede svigt på svigt, som har præget dem lige siden.

Som den lille pige, der blev fulgt i skole af "kommunedamen", fordi hendes mor ikke magtede det midt i sit alkoholmisbrug - men som skulle leve sin hverdag midt i det i alt for mange år. Eller teenageren, der hele fem gange i løbet af sin opvækst måtte med sin mor på krisecenter efter vold fra faderen - for blot at ende retur i volden, indtil hun selv stak af.

Tallene tyder også på, at forældrene ofte får for mange chancer. I dag anbringer vi næsten fem gange så mange 16-årige som et-årige, to-årige eller treårige, og i mange tilfælde har man i årevis forsøgt sig med forebyggende tiltag inden anbringelsen.

Børns Vilkår og Socialpædagogerne fortæller også, at de i deres arbejde oplever børn, som alt for sent er blevet anbragt.

Det er hensynet til de børn, der får os til at sige: Vi vil altid være på børnenes side. Nogle af de svigt, som den lille pige og teenageren oplevede, kunne formentlig være undgået, hvis vi havde sat deres ret først.

Lederskribenten skriver, at vi med vores fokus på, hvad der er til barnets bedste, reducerer tvangsfjernelse til "en kamp mellem forældre og børn". Men det er ikke noget, vi gør.

I de sværeste tilfælde er anbringelsessager en kamp mellem forældrenes ret til deres børn over for børnenes ret til en god barndom - en ganske ulige kamp, hvor barnets stemme og rettigheder ikke står stærkt nok.