Besøgsforbud på sociale tilbud i syv kommuner med corona-ramte minkfarme

26-10-2020
Nyhed Pressemeddelelse Corona | COVID-19 Udsatte voksne Udsatte børn og unge Handicap

Der indføres besøgsforbud på sociale tilbud i en række kommuner, hvor der både er et højt antal smittede og minkfarme ramt af COVID-19. Forbuddet gælder dog kun på tilbud, hvor der er beboere i risikogruppen, og der vil fortsat være mulighed for besøg i visse tilfælde.

På anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed bliver der nu indført besøgsforbud på sociale tilbud i Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Jammerbugt, Ringkøbing-Skjern, Thisted og Aalborg kommuner. Formålet er at begrænse smitten blandt mennesker, som er i risiko for at blive særligt hårdt ramt af COVID-19.

Besøgsforbuddet er strammere end de besøgsrestriktioner, som gælder i en række andre kommuner. Det skyldes, at de syv kommuner både har et højt antal smittede, og at der i kommunerne er minkbesætninger, som er ramt af COVID-19.

Forbuddet gælder både inde og ude på tilbuddets arealer, men der vil dog fortsat være mulighed for at få besøg i kritiske situationer. Samtidig kan en beboer fortsat få besøg af 1-2 faste besøgspersoner, som udpeges i samarbejde med tilbuddets ledelse, som også i særlige tilfælde kan tillade besøg på en beboers private værelse/bolig.

Reglerne om besøgsforbuddet er trådt i kraft mandag den 26. oktober kl. 12.00.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)
Faglige spørgsmål: Specialkonsulent Brian Gresell Nørgaard, tlf.: 41 85 13 40