Borgmestre, regionsrådsformænd og udvalgsformænd kan nu igen træffe beslutning om video- eller telefonmøder

27-10-2020
Nyhed Corona | COVID-19

Ændringen sker for at værne mod smitte med COVID-19 og samtidig beskytte det lokale demokrati.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag har ændret den midlertidige bekendtgørelse, der gælder for møder i byråd og regionsråd under COVID-19.

Nu kan borgmesteren, regionsrådsformanden eller udvalgsformanden igen beslutte, at et møde i henholdsvis byråd, regionsråd og udvalg skal holdes som video- eller telefonmøde. Det har ellers krævet enighed, siden den midlertidige bekendtgørelse blev lempet i juni.

Ændringen sker, for at man i det lokalpolitiske arbejde kan overholde det, der svarer til forsamlingsforbuddet på 10 personer, selv om forbuddet ikke direkte gælder for møderne. Det skal sikre, at møderne fortsat kan holdes. Samtidig skal det ske på en måde, der er tryg for alle.

Offentligheden skal fortsat kunne følge med i byråds- og regionsrådsmøderne. Derfor skal møderne enten transmitteres, eller en lyd- eller videooptagelse af mødet skal offentliggøres hurtigt efter, at det er slut.

Social- og Indenrigsministeriet følger udviklingen. Reglerne for møder i byråd og regionsråd vil løbende blive tilpasset i takt med smitten og de gældende restriktioner.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)
Chefkonsulent Lise Brandi-Hansen, lbh@sim.dk, tlf. 72 28 25 20