Opdaterede retningslinjer på socialområdet: Værnemidler kun nødvendige i særlige situationer

09-10-2020
Nyhed Pressemeddelelse Corona | COVID-19 Udsatte børn og unge Udsatte voksne

Socialstyrelsen har opdateret retningslinjerne for håndtering af COVID-19 på socialområdet. Blandt andet anbefales det ikke at bruge ansigtsværnemidler på hele socialområdet, men kun i visse tilfælde.

Mandag den 28. september udsendte Sundhedsstyrelsen retningslinjer for generel brug af værnemidler i f.eks. ældreplejen, sundhedssektoren og på sociale tilbud. På den baggrund har Socialstyrelsen nu opdateret retningslinjerne specifikt for socialområdet med anbefalinger til, hvordan man kan begrænse smittespredning.

Retningslinjerne anbefaler ikke brug af ansigtsværnemidler på hele socialområdet, herunder i sociale tilbud. Det kan dog være nødvendigt i særlige situationer, f.eks. i tilfælde af særlig sårbarhed over for smitte, eller når det ikke er muligt at holde minimum 1 meters afstand.

Samtidig fastslår retningslinjerne, at der ikke er krav om mundbind på caféer og i kantiner på sociale tilbud, som ikke er åbne for offentligheden. Om et værested eller social café betragtes som et serveringssted, beror på en konkret vurdering i det enkelte tilfælde. Hvis hovedformålet med værestedet eller den sociale cafe ikke er at servere mad eller drikkevarer, og det kun foregår i et begrænset område, vil det ikke føre til, at hele lokalet skal anses for et serveringssted. Området, hvor man kan indtage mad og drikke, vil derimod være omfattet.

Retningslinjerne blev første gang udsendt i juni og blev efterfølgende opdateret i september. Retningslinjerne vil også fremover kunne justeres i takt med at situationen omkring COVID-19 udvikler sig.

Læs retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på socialområdet 

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)