Social- og indenrigsministeren inviterer fonde til aktivt samarbejde for at hjælpe udsatte børn og andre sårbare grupper

09-10-2020
Pressemeddelelse Udsatte børn og unge Udsatte voksne Frivillig social indsats

Social- og Indenrigsministeriet præsenterer ny strategi for, hvordan ministeriet fremover vil inddrage private fonde på socialområdet for at understøtte deres vigtige arbejde, ikke mindst for udsatte børn.

Mange fonde hjælper og støtter hvert år udsatte børn og sårbare grupper i Danmark med betydelige midler. Samtidig arbejder flere fonde med at udvikle sociale indsatser og metoder. Det ønsker social- og indenrigsministeren at understøtte med otte nye initiativer, der inviterer fonde til øget dialog og til konkrete samarbejder.

Strategien skal sikre, at der skabes bedre viden på socialområdet, og at de mange erfaringer hos forskellige aktører bliver samlet og udbredt. Samtidig skal strategien understøtte investeringer i tidlige indsatser, for eksempel i støtte og hjælp til udsatte børn, som mange fonde har som fokusområde.

Kernen i strategien er, at ministeriet vil stille faglig rådgivning til rådighed for fonde og deres samarbejdspartnere. Det kan handle om alt lige fra viden om evalueringsdesigns til viden om virksomme indsatser og om særlige behov hos udsatte grupper i samfundet.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger: 

Med en fondsstrategi ønsker vi at løfte niveauet af viden og at investere i sociale indsatser på en klog måde. Mange fonde arbejder for eksempel med udsatte børn og gør en stor forskel i deres liv. Vi kan med strategien styrke samarbejdet med både fondene og civilsamfundet om at hjælpe alle de børn, som samfundet i dag ikke tager sig godt nok af. Her tror jeg også, at vi i ministeriet kan blive meget bedre til at dele vores viden om, hvordan vi sætter tidligt ind og sætter børnene først. Ligesom fondene og civilsamfundet også ligger inde med meget viden, som vi i ministeriet kan få gavn af i vores arbejde. Derfor håber vi på med denne strategi at få et fælles vidensgrundlag, så vi sammen kan gøre det bedre for udsatte børn og for andre sårbare grupper.”

- Astrid Krag


De otte initiativer er:

  1.        Vidensalliancer
  2.        Temamøder
  3.        Åbning af Udviklings- og Investeringsprogrammerne
  4.        Inddragelse i den politiske proces
  5.        Dialogmøde med afsæt i Socialpolitisk Redegørelse
  6.        Samarbejde om RCT-afprøvning
  7.        Dagsordenssættende partnerskaber
  8.        ”Socialdøgnet”

Initiativerne er målrettet alle private fonde, og ministeriets rådgivning vil tage højde for den enkelte fonds aktiviteter og arbejdsform. Civilsamfundsaktører og kommuner vil også løbende blive inddraget i initiativerne, så der på den måde deles viden bredt og arbejdes sammen om gode løsninger. Initiativerne er beskrevet nærmere i denne pjece. De skal føres ud i livet af ministeriets Kontor for Virksomme Indsatser og Investeringer. Det er også dem, fonde fremadrettet kan kontakte med spørgsmål og henvendelser.


Yderligere oplysninger

Therese Vestergaard, fuldmægtig i Kontor for Virksomme Indsatser og Investeringer.
Mail: thvj@sim.dk / Tlf.: 41 85 13 04

Ellen Klarskov Lauritzen, afdelingschef i Afdeling for Analyse og Datastrategi.
Mail: ekh@sim.dk / Tlf.: +45 50 77 56 70

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)