Tilbud kan tillade besøg, selvom ansatte er i risikogruppen

21-10-2020
Nyhed Pressemeddelelse Corona | COVID-19 Udsatte voksne Udsatte børn og unge

Beboere på sociale tilbud vil fremover ikke være afskåret fra at få besøg, selvom en af tilbuddets ansatte er i risikogruppen.

I de seneste måneder er der i en række kommuner indført midlertidige besøgsrestriktioner på tilbud, hvor der er mennesker, som er særligt sårbare over for COVID-19. Det har dog samtidig medført, at hvis en ansat var i risikogruppen, kunne det betyde, at beboerne på tilbuddet blev underlagt besøgsrestriktioner.

Det forhold ændres nu, så der i reglerne om besøgsrestriktioner på socialområdet udelukkende tages hensyn til sårbare beboere. Dermed behøver ledelsen på et tilbud ikke længere at begrænse besøg til beboerne, selvom en medarbejder er i risikogruppen.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

De mest sårbare mennesker er dem, vi skal beskytte bedst. Beboere på botilbud risikerer isolation og ensomhed, hvis de ikke kan få besøg, og derfor skal vi gøre alt for, at de kan have en så normal hverdag som muligt. Vi har gjort os mange erfaringer, siden pandemien ramte os i marts, og de erfaringer skal vi bruge til at beskytte sårbare mennesker mod både smitte og isolation.”

- Astrid Krag,

Ændringen sker efter, at det er slået fast, at de ansatte på tilbuddene er tilstrækkeligt beskyttet af de sundhedsfaglige retningslinjer. På mange tilbud kan løsningen være, at en medarbejder i risikogruppen får andre opgaver, omplaceres eller hjemsendes i en periode.

Ændringsbekendtgørelsen fra Social- og Indenrigsministeriet træder i kraft den 22. oktober.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, tlf.: 41 85 13 60 (modtager ikke SMS)
Faglige spørgsmål: Specialkonsulent Brian Gresell Nørgaard, tlf.: 41 85 13 40