21 kommuner får tilskud til at sætte skatten ned

25-09-2020
Pressemeddelelse Kommunal- og regionaløkonomi

Nu får 12 kommuner med landets højeste kommuneskat lov til at sætte skatten ned til 26,3 pct. på statens regning. Også i ni andre kommuner kan borgerne se frem til en mindre skattebillet.

Regeringen har sammen med et bredt politisk flertal lavet en udligningsreform, som sikrer et Danmark i balance, så der er råd til velfærd i hele landet.

I reformen indgår, at kommuner med en høj skat kan søge om tilskud til at sætte indkomstskatten ned. Det har 23 kommuner søgt om.

Social- og Indenrigsministeriet har nu behandlet ansøgningerne og fordelt den samlede ramme til tilskud til skattenedsættelser for 430 mio. kr.

Resultatet er, at 21 kommuner, hvis skatteprocent er over landsgennemsnittet, får tilskud til at sætte skatten ned. Heraf får de 12 kommuner, der har de allerhøjeste skatteprocenter, imødekommet deres ansøgninger, hvor staten betaler for, at de sætter skatten ned til 26,3 pct. fra 2021. Resten af rammen til tilskud er fordelt på en måde, hvor kommuner får højere tilskud, jo højere skatteprocenten er.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag siger:

Danmark er for lille til store forskelle. Både når det gælder vores velfærd og den kommuneskat, danskerne skal betale. Med udligningsreformen giver vi nu kommuner med de højeste skatteprocenter mulighed for at sætte skatten ned, uden at det går ud over velfærden. Så vi mindsker forskellene i skatteprocenten på tværs af kommunerne og sikrer et Danmark i bedre balance.”

- Astrid Krag


Fakta

  •  Med udligningsreformen er der indført to tilskudsordninger, der skal understøtte nedsættelser af den kommunale indkomstskat.
  •  Med den ene ordning kan kommuner med en skatteprocent på over 26,3 pct. permanent få dækket det fulde provenutab ved en skattenedsættelse ned til 26,3 pct.
  • Med den anden ordning kan kommuner komme i betragtning til et midlertidigt tilskud, som i 2021 udgør 90 pct. af provenutabet ved en skattenedsættelse og udfases over perioden 2021-2025.
  •  Tre af de 12 kommuner med skatteprocenter på over 26,3 pct. har også søgt om tilskud til yderligere nedsættelser fra ordningen med midlertidigt tilskud. Derudover har 11 andre kommuner ansøgt om det midlertidige tilskud til skattenedsættelser. 
  • Rammen for skattenedsættelser med tilskud kan samlet set ikke overstige den efter ansøgning tildelte ramme til skatteforhøjelser på 430 mio. kr. for 2021.

Yderligere oplysninger

Social- og Indenrigsministeriets pressetelefon, 41 85 13 60 (modtager ikke sms)

Kontorchef Dorte Lemmich Madsen, dle@sim.dk, tlf. 25 23 92 66