Life Science

Tema

Samarbejdet mellem life science-industrien og det danske sundhedsvæsen bidrager til, at vi får skabt et endnu stærkere velfærdssamfund i Danmark med bedre patientbehandling. Til gavn for patienterne og vores fælles sundhed.

COVID-19-krisen har vist os vigtigheden af en life science-industri og et sundhedsvæsen i verdensklasse – og vigtigheden af, at de spiller sammen.

Danmark har i dag en stærk life science-industri. Det skyldes bl.a., at den offentlige såvel som den private sektor investerer massivt i forskning inden for life science. Danmark er fx det OECD-land, hvor den offentlige sektor udfører mest sundhedsvidenskabelig forskning i pct. af BNP, og life science udgør en væsentlig andel med 31 pct. af de samlede offentlige investeringer i forskning og udvikling.

Der skal fortsat sættes gode rammer for dansk life science, der viser vejen inden for bæredygtige og innovative løsninger i sundhedsvæsenet, og som er i rivende udvikling.

Strategi for Life Science 2021-2023

Den 20. maj 2021 blev der indgået Aftale om en strategi for life science mellem regeringen, Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet. Aftalen kom på baggrund af regeringens udspil til en strategi for life science, som blev præsenteret den 16. april 2021.

Med Aftale om strategi for life science afsættes der i alt 270,8 mio. kr. i perioden 2021-2023 til 38 konkrete initiativer, som styrker rammevilkårene for Danmarks life science-industri markant. Det er til gavn for patienterne, det danske velfærdssamfund og dansk økonomi. Strategien lægger op til at styrke dansk life science inden for syv områder, som omfatter hele værdikæden inden for life science:

  1. Bedre rammer for forskning og udvikling
  2. Bedre brug af sundhedsdata
  3. Danmark som udstillingsvindue
  4. Højt kvalificeret arbejdskraft
  5. Målrettet internationalisering og myndighedssamarbejde
  6. Sund og grøn vækst
  7. Vidensdeling og samarbejde

Strategiens initiativer er fordelt på Sundhedsministeriet, Udenrigsministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet samt Erhvervsministeriets områder, og ministerierne samarbejder tæt om implementeringen af de 38 initiativer.

Det nationale Life Science Råd

Som en del af strategi for Life Science 2021-2023 er der blevet nedsat et nationalt Life Science Råd.

Det nationale Life Science Råd skal styrke dialogen mellem det offentlige og private og bidrage til et stærkere samspil mellem sundhedsområdet og erhvervslivet. Rådet skal drøfte life science branchens nationale og internationale prioriteter, og vil i sine drøftelser have fokus på en række emner, som kan bidrage til at fremme vækst inden for life science-industrien og derigennem skabe grundlaget for endnu bedre patientbehandling og løsninger i sundhedsvæsenet samt øget sundhed og velfærd i Danmark.

Rådet består af 20 medlemmer inkl. formand, som repræsenterer det danske life science miljø, herunder virksomheder, offentlige myndigheder, patientforeninger og forskningsmiljøer.

Rådet mødes to gange årligt.

I december 2023 lancerede Life Science Rådet 12 anbefalinger til regeringens kommende strategi for life science.

Life Science Rådets anbefalinger 

Sundhedsministeriets arbejde med life science

Indenrigs- og Sundhedsministeriet varetager en lang række af initiativerne fra strategi for life science. Du kan læse mere om Indenrigs- og Sundhedsministeriets arbejde for nogle af strategiens initiativer ved at følge nedenstående link:

Senest opdateret 24-01-2024